Fortsæt til indhold
Europa

"Merkel er mere presset end Putin"

Europa har mere akut behov for en løsning på Ukraine-konflikten, end Rusland har det, mener Ruslandsanalytiker.

Behovet for at sikre freden i Ukraine bliver stadigt større og mere akut.

Vi har endnu ikke nået det punkt, hvor økonomien har indflydelse på Ruslands strategiske og geopolitiske valg. Slet ikke.
Jens Worning Sørensen, Tidl. generalkonsul i Skt. Petersborg og ekstern lektor i statskundskab med fokus på russisk politik ved Københavns Universitet.

Spørgsmålet er blot, om det er Ruslands præsident Vladimir Putin eller de europæiske topledere med Angela Merkel og Francois Hollande i spidsen, der har mest sand tilbage i det imaginære timeglas.

For selv om Rusland nu i snart et år har været underlagt stramme restriktioner og selv om landets økonomi i øjeblikket er ramt af dyb krise, så tyder meget på, at russerne fortsat har is i maven i forhandlingerne med de europæiske statsledere.

Det vurderer Ruslandsanalytiker Jens Worning Sørensen, der er tidligere dansk generalkonsul i Skt. Petersborg og ekstern lektor i statskundskab med fokus på russisk politik ved Københavns Universitet.

"Vi har endnu ikke nået det punkt, hvor økonomien har afgørende indflydelse på Ruslands strategiske og geopolitiske valg. Slet ikke. Tværtimod ser det ud til, at Merkel og co. føler sig mere presset på tid, end russerne gør," siger Jens Worning Sørensen og uddyber:

Hvis Putin vurderer, at citronen fortsat kan presses, kan han blive ved med at sætte hårdt mod hårdt.
Jens Worning Sørensen, Tidl. generalkonsul i Skt. Petersborg og ekstern lektor i statskundskab med fokus på russisk politik ved Københavns Universitet.

"Europæernes horisont er, at USA og Nato presser på for at sende våben ind til ukrainerne. Merkel og Hollande er imidlertid af den overbevisning, at det kun vil forværre situationen yderligere.

Derfor har de brug for hurtigt at finde det rigtige værktøj til at håndtere konflikten. Det er også baggrunden for deres højst uventede besøg i Moskva fredag," forklarer den tidligere generalkonsul.

Lørdag understregede Angela Merkel fra den globale sikkerhedskonference i München, at Europa ønsker at sikre freden med russerne - ikke imod dem. Derfor er hun stærkt imod at støtte den Ukrainske hær med våben.

Omkring nytår var værdien af den russiske rubel imidlertid faldet så meget, at Putin og den russiske regering blev tvunget til at sætte fokus på stram finansiel disciplin i Rusland.

Men selv om den økonomiske krise i Rusland fortsat er alvorlig, så påvirker Ukraine-konflikten tilsyneladende ikke Kremls geopolitiske handlekraft. Her er Putins position øjensynligt stadig stærk.

“De politiske dilemmaer krisen giver har hidtil været sværere for Vesten at håndtere, end de er for russerne. Det handler bl.a. om den asymmetri, der er mellem beslutningsprocesser i EU og Rusland, hvor der er mere kortsigtet politisk handlekraft på den russiske side i disse spørgsmål."

"Hvis Putin efter mødet med Merkel og Hollande vurderer, at citronen fortsat kan presses, kan han blive ved med at sætte hårdt mod hårdt," siger Jens Worming Sørensen.

Set med optimistiske briller, kan russernes taktiske overhånd måske vendes til en fordel i forbindelse med forhandlingerne.

På paradoksal vis kan tidspresset på Merkel og Hollande nemlig medføre, at Putin stiller sig mere positiv overfor de europæiske tilnærmelser, påeger Jens Worning Sørensen.

"For første gang i et år kommer man til russerne, til Putin i Moskva. I Rusland opfattes det som et udtryk for respekt. Russerne er grundlæggende ikke indstillet på at give efter for styrke. Derimod er det, at vise barmhjertighed for en svagere part, ærefuldt."

"Hvis parterne har viljen til at indgå et politisk kompromis, så kan formen være velvalgt. Men hvis den politiske vilje ikke er tilstede hos begge parter, så vil det kun forværre situationen," vurderer Jens Worning Sørensen.