Freden i Østukraine hænger stadig i en tynd tråd
Mange ubesvarede spørgsmål efter forhandlinger mellem Rusland, Ukraine og EU
MOSKVA/BRUXELLES
Det blev ved forhåbningerne om en varig løsning på konflikten i Østukraine, da Rusland og Ukraines præsidenter fredag mødtes med EU-ledere i Milano.
Forhandlingerne, der foregik i tilknytning til et asiatisk-europæisk topmøde, blev set som en mulighed for et gennembrud i forhold til konflikten mellem prorussiske oprørere og ukrainske styrker i Donbas-området.
Ud over Ruslands Vladimir Putin og Ukraines Petro Porosjenko deltog en stribe EU-ledere, bl.a. Tysklands kansler Angela Merkel, Frankrigs præsident Francois Hollande og Storbritanniens premierminister David Cameron i forhandlingerne.
Efterfølgende var meningerne om udbyttet af møderne dog stærkt delte. Fra russisk side beklagede man sig over manglende lydhørhed fra samtalepartnerne.
»Flere af deltagerne udviste en absolut mangel på vilje til at forholde sig objektivt til situationen,« sagde Putins pressetalsmand, Dmitrij Peskov til russiske medier.
Heller ikke fra ukrainsk side blev der givet udtryk for større optimisme efter forhandlingerne.
Ikke fastfrosset
Det var ellers første gang siden konflikten i Østukraine spidsede til, at der var tale om så omfattende forhandlinger på højeste plan.
Og trods den umiddelbare mangel på konkrete fremskridt var flere vestlige ledere positive omkring tonen i forhandlingerne.
»Vladimir Putin sagde meget klart, at han ikke ønsker en fastfrossen konflikt, og at han ikke ønsker et delt Ukraine,« sagde David Cameron.
I øjeblikket tyder meget dog på, at det østlige Ukraine er på vej mod en opdeling. En våbenhvileaftale indgået i Minsk i begyndelsen af september mellem den ukrainske regering og de prorussiske oprørere har ganske vist dæmpet konfliktniveauet i det østlige Ukraine noget.
Parterne har også udvekslet krigsfanger, men der er ikke klare tegn på en nedtrapning af konflikten f.eks. ved en tilbagetrækning af tunge våben fra frontlinjen.
Mens der blev snakket i Italien, var der ifølge lokale medier gang i kampene i Østukraine, bl.a. omkring storbyen Donetsks lufthavn.
De prorussiske oprørere, som ifølge EU og Ukraine får betydelig støtte fra Rusland, har afvist at deltage i det ukrainske parlamentsvalg, der afholdes den 26. oktober. I stedet holder de en egen afstemning den 2. november.
Mere held havde parterne tilsyneladende med spørgsmålet om en ny gasaftale, der skal sikre Ukraine gas hen over vinteren og sørge for, at en ny energikrig mellem Rusland og EU-landene undgås.
»Vi har oplevet visse omend begrænsede fremskridt på spørgsmålet om gassen,« sagde Petro Porosjenko.
EU vil på et møde for stats- og regeringscheferne i den kommende uge gøre regnebrættet op efter møderne i Milano og diskutere spørgsmålet om fortsatte sanktioner mod Rusland.
Der er dog ingen forventninger om, at udfaldet fredag får EU til at justere på det økonomiske pres ved mødet i næste uge, vurderer flere EU-kilder.