Dansk fængsel i Kosovo forsinkes igen: Kan tages i brug i 2027
Oprindelig var forventningen, at dansk fængsel i Kosovo kunne åbne i 2023. Nu er forventningen april 2027.
Det kommende danske fængsel i Kosovo er ramt af endnu en forsinkelse.
Fængslet ventes nu først at kunne tages i brug i april 2027 i stedet for september 2026.
Det skyldes nye tidsestimater for renoveringen af fængslet, der er udarbejdet, i forbindelse med at Danmark og Kosovo onsdag har underskrevet en samarbejdsaftale om fængslet i det østeuropæiske land.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra Justitsministeriet.
Samarbejdsaftalen omhandler, ”hvordan den konkrete håndtering af dagligdagen” i fængslet skal ske ud, lyder det.
Det drejer sig eksempelvis om, hvor mange fængselsbetjente der skal være, og hvilke rettigheder de indsatte har.
- For mig er det endnu en milepæl på vejen mod, at vi kan sende udvisningsdømte kriminelle udlændinge til Kosovo. Det er på grund af det gode samarbejde med kosovarerne, at vi er nået hertil, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) i pressemeddelelsen.
- Det her store og banebrydende projekt står meget højt på min dagsorden, og det er det fortsat gode samarbejde landene imellem, der vil bære projektet i mål.
Når projektet en gang kommer i mål, vil det være mange år efter den oprindelige plan.
Tilbage i april 2022 meddelte daværende justitsminister Nick Hækkerup (S), at en traktat mellem Danmark og Kosovo om leje af 300 fængselspladser var underskrevet og afventede godkendelse i Kosovos parlament.
Dengang var forventningen, at de første udvisningsdømte udlændinge kunne begynde deres afsoning i fængslet i begyndelsen af 2023.
Men traktaten blev først godkendt i Kosovos parlament i maj 2024 efter et besværligt og langstrakt forløb med ”indenrigspolitiske knaster”, som Peter Hummelgaard formulerede det.
Det tog over to år at få aftalen vedtaget i Kosovo, da der undervejs var en politisk hårdknude, hvor landets oppositionspartier ikke ville stemme for internationale aftaler.
Prisen for den samlede fængselsaftale for Danmark er 1,5 milliarder kroner over ti år.
Bag den danske aftale om at leje fængselspladser i Kosovo står regeringen samt De Konservative, SF og Dansk Folkeparti. Den aftale blev indgået i december 2021.