Fortsæt til indhold
Brexit

Danmark kan få en nøglerolle i et blødere brexit

Danmark står til at få en central position i kommende forhandlinger mellem EU og Storbritannien om et tættere samarbejde, vurderer tænketank.

Storbritanniens premierminister, Keir Starmer, og EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen stak hovederne sammen ved FN's generalforsamling i sidste uge i New York. Onsdag mødes de officielt i Bruxelles for at tale om et nyt styrket forhold. Foto: Leon Neal/AFP

Det britiske flag er fortid i EU’s mange institutioner i Bruxelles.

Sådan har det været, lige siden brexit trådte i kraft i 2020.

Men onsdag bliver det formentlig fundet frem fra gemmerne et par timer, når Keir Starmer for første gang som britisk premierminister er inviteret på officiel visit hos EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen og andre højtstående EU-ledere.

Besøget er et led i Starmers mission om at sikre Storbritannien en stærkere tilknytning til EU, populært kaldet ”et blødere brexit”.

Onsdagens møde er de første babyskridt frem mod det, der ventes at resultere i konkrete forhandlinger, og allerede nu er der mange grunde til, at Danmark bør følge ekstra nøje med i, hvordan diskussionerne udvikler sig.