Fortsæt til indhold
Europa

Officielt er 32.486 italienere døde med coronavirus - men tallet kan være langt højere

Nye tal viser, at Norditalien kan have betalt en meget højere pris under coronakrisen end ellers antaget, når man ser på medfølgende konsekvenser.

Da militærlastbiler i marts holdt i kø for at hente døde i Bergamo i Norditalien gik billederne verden rundt, og situationen blev også en del af Mette Frederiksens taler til den danske befolkning.

De ventende lastbiler blev et symbol på krisens værste periode i marts og april, hvor der dagligt blev registeret flere hundrede dødsfald. I de seneste uger er epidemiens hærgen taget af i Italien, men dødstallet er fortsat steget til nu 32.486 i den officielle opgørelse.

Meget tyder dog på, at det officielle tal ikke viser hele sandheden.

Den italienske Statsanstalt for social omsorg (INPS) har således gennemført en undersøgelse af både de officielle coronastatistikker og de overordnede dødsstatistikker for landet i perioden marts til april.

I de to måneder er der registeret 27.938 dødsfald relateret til coronavirussen og den medfølgende sygdom covid-19.

I samme periode er der samlet set registeret 156.429 dødsfald i landet. Det er langt over det normale gennemsnit for dødsfald i de to måneder. I perioden fra 2015-2019 er gennemsnittet således 109.520.

Det betyder, at der i år har været 46.609 flere dødsfald end normalt i marts og april. Langt størstedelen af disse ekstra dødsfald har fundet sted i det nordlige Italien, som har været klart hårdest ramt af virussen.

»Da dødstallet ellers er ganske stabilt, kan vi - med nødvendige forbehold - tilegne en stor del af disse dødsfald i de seneste to måneder til epidemien,« lyder det fra INPS ifølge AP.

Statsanstalten anfører dog også, at mange af disse yderligere dødsfald formentlig ikke direkte skyldes virusinfektion, men at folk med andre lidelser ikke har kunnet få hjælp, fordi hospitalerne har været overbelastede med coronapatienter.