Norge fraråder nordmænd at rejse ud hele sommeren - men åbner for undtagelser
Norges justitsminister Monica Mæland siger dog, at man vil overveje at lempe restriktionerne i Norden tidligere.
Den norske regering holdt fredag eftermiddag et pressemøde om coronasituationen i landet, herunder en mulig åbning af grænserne.
Beskeden til det norske folk fra statsminister Erna Solberg var dog ikke positiv, hvis de havde håbet på at rejse udenlands til sommer.
»Jeg vil anbefale folk at planlægge ferie i Norge til sommer,« lød det fra statsministeren, som tilføjede, at beslutningen er taget på grund af smittesituationen i Europa.
Der vil således være en rejsevejledning om at undgå udlandsrejser hele sommeren - gældende frem til den 20. august, meddelte regeringen på pressemødet.
Landets justitsminister Monica Mæland holdt dog en dør åben for rejser mellem de nordiske lande, som allerede har en dialog om muligheden for at lade de nordiske landenes statsborgere rejse ind og ud.
»Vi fortsætter dialogen for at se på muligheden for at åbne for yderligere trafik mellem de nordiske lande,« sagde Monica Mæland.
Ifølge den norske regering vil man åbne for arbejdsrelaterede rejser fra hele Norden den 1. juni på baggrund af en vurdering fra det norske Helsedirektoratet. Senest den 15. juni vil der foreligge en vurdering af, om borgere i Norden skal have lov til at rejse frit.
Meldingen fra Norge kommer dagen efter, at den danske statsminister Mette Frederiksen åbnede for muligheden for at lade turister med et lejebevis til et feriehus få adgang til Danmark.
Under en tv-transmitteret partilederdebat forklarede statsministeren, at det kunne »være klogt« at åbne for eksempelvis tyske og norske turister, der gerne vil til Danmark og holde sommerferie.
En fortsat dansk grænselukning i en situation, hvor vigtige samhandelspartnere åbner deres grænser, vil koste næsten lige så meget som selve den skelsættende beslutning 11. marts om at lukke store dele af det danske samfund ned. Det sagde formand for regeringens ekspertgruppe, tidligere overvismand Torben M. Andersen, til Jyllands-Posten.
»Det er klart en politisk beslutning og en afvejning i forhold til smittetrykket, men i runde tal vil det koste næsten det samme som nedlukningen,« sagde han.
Tyskland har besluttet at åbne grænserne gradvist og har lavet aftaler med Frankrig, Østrig og Schweiz. Tyskland ville også gerne have åbnet den dansk/tyske grænse så tidligt som fra denne weekend. Det har den danske regering dog ikke ønsket.
Også Island har varslet, at man senest den 15. juni vil åbne sine grænser for indrejse igen, uden at besøgende skal i karantæne. Turister og andre besøgende vil dog enten skulle have foretaget en covid-19-test ved ankomst eller præsentere et certifikat fra sit hjemlands myndigheder, hvori en læge skriver under på, at man er rask.