Første land i verden: Luxembourg gør offentlig transport gratis
Luxembourg er det først land i verden, der har gjort offentlig transport gratis i en kamp mod bilos og trafikpropper.
Borgerne i Luxembourg kan fra i dag af træde ud og ind af offentlige busser, sporvogne og tog, som det lyster dem, og køre så langt de vil - så længe det er inden for landets grænser, vel at mærke.
For det lille EU-land har, som det første i verden, gjort offentlig transport gratis for at motivere dets indbyggere og udenlandske pendlere til at vælge bilen fra.
Det skriver det tyske medie Deutsche Welle.
Tiltaget, som netop er trådt i kraft, er rettet mod landets 214.000 daglige pendlere fra både ind- og udland, som har bidraget til trafikale problemer.
Man havde i forvejen forsøgt sig med at gøre den offentlige transport gratis på lørdage, men fremover kommer det til at gælde alle årets dage, hvilket vil spare en gennemsnitshusholdning for 100 euro svarende til ca. 750 kr.
Førhen kostede billetter 2 euro stykket, hvilket indbragte 41 mio. euro årligt svarende til blot otte pct. af det lille lands samlede budget for offentlig transport på 500 mio. euro, skriver Deutsche Welle.
Den offentlige transport vil fremadrettet blive finansieret gennem skatter, hvilket ifølge Luxembourgs transportministerium vil komme især private husholdninger med lav indkomst til gode.
»Målet er at stoppe den voksende kløft mellem rige og fattige. For folk med lave lønninger er transportudgifter vigtige, derfor er det lettere at gøre det gratis for alle,« udtalte landets transportminister François Bausch tidligere til BBC.
Helt billigt bliver det ikke. Forventningen er ifølge transportministeriets, at den gratis offentlige transport vil føre til en øget efterspørgsel og større slid på landets infrastruktur.
Udregninger viser, at behovet for offentlig transport øges med 20 pct. frem mod 2025, og de kommende år skal der investeres fire milliarder euro i landets jernbaneinfrastruktur, skriver Deutsche Welle.
Det er en pris på omtrent 600 euro for hver indbygger i Luxembourg, som til gængæld er det rigeste land i Europa målt på BNP pr. indbygger.
Luxembourg er et af Europas mindste lande. Alligevel har landet hver dag mere end 200.000 pendlere, hvoraf størstedelen af udenlandske, fordi det er hjemland for flere EU-institutioner – heriblandt EU-domstolen.