Fortsæt til indhold
Europa

Briterne har taget statsborgerskabet fra IS-brud

Shamima Begum som i 2014 tilsluttede sig Islamisk Stat er blevet frataget sit statsborgerskab.

Det britiske indenrigsministerium har frataget Shamima Begum sit britiske statsborgerskab, skriver tv-stationen ITV.

Stationen har set et brev, som Shamima Begums mor modtog tirsdag. Af brevet fremgår det, at Indenrigsministeriet har besluttet af tage statsborgerskabet fra den 19-årige datter.

Shamima Begum tog som 15-årig i 2014 sammen med to veninder fra det østlige London til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat.

Her blev hun gift med en hollandsk Islamisk Stat-kriger, som hun siden fik børn med. To af dem er dog døde under hendes flugt med Islamisk Stat i landet. Og de seneste dage har hun ytret ønske om at returnere til Storbritannien for her at føde endnu et barn.

»I lyset af din datters omstændigheder er ordren om at fjerne hendes statsborgerskab besluttet,« står der i brevet, hvoraf det også fremgår, at familien bliver opfordret til at gøre Shamima Begum opmærksom på beslutningen.

Hun fødte en søn i weekenden i Syrien og samtidig blev det klart for hende, at hun ville få svært ved at få sit ønske opfyldt.

»Jeg har en meget klar besked: Hvis du har støttet terrororganisationer i udlandet, vil jeg ikke tøve med at forhindre dig i at komme retur,« skrev indenrigsminister Sajid Javid søndag i en kronik i The Times.

Nu har briterne frataget den 19-årige sit statsborgerskab.

Familiens Begums advokat, Tasnime Akunjee, siger, at familien er meget skuffet over Indenrigsministeriets beslutning.

»Vi overvejer alle mulige juridiske skridt for at udfordre denne beslutning,« siger advokaten.

Mandag talte ITV med Shamima Begum, der opholder sig i en syrisk flygtningelejr, og her sagde hun, at hun ikke er en trussel mod Storbritannien.

»Jeg er en 19-årig med en nyfødt. Jeg har ingen våben. Jeg vil ikke gøre skade på nogen, selv hvis jeg havde våben,« sagde Shamima Begum.