Fortsæt til indhold
Europa

Britisk jihadist-brud tigger om at komme tilbage til Europa - men myndighederne siger nej

Den unge kvinde Shamima Begum, var »okay med halshugninger« i Syrien, men hævder, at hun ikke er en sikkerhedstrussel.

Som 15-årig rejste den britiske kvinde Shamima Begum fra Bethnal Green i London til Syrien og blev gift med en Islamisk Stat-kriger.

Nu, fire år senere, er den 19-årige unge kvinde blevet mor og bor i en syrisk flygtningelejr. Hun er desperat for at få lov til at komme tilbage til Storbritannien.

»Mange folk bør have sympati for mig på grund af det, jeg har været igennem. Jeg vidste ikke, hvad jeg kastede mig ud i, da jeg tog afsted. Jeg håbede, at de ville lade mig komme tilbage for mit barns skyld. Jeg kan ikke leve i denne lejr for evigt,« siger Shamima Begum i et interview med Sky News.

I interviewet indrømmer den unge kvinde, at det var en fejl, at hun rejste til Syrien, men trods det fortryder hun ikke sin beslutning. Hun fortæller også, at hun var »okay med halshugninger« i Syrien, fordi hun havde hørt, at det var tilladt ifølge islamiske love.

Men den 19-årige pige og hendes nyfødte barn kan få meget svært ved at komme ind i Storbritannien, hvis det står til landets indenrigsminister, Sajid Javid.

»Jeg har en meget klar besked: Hvis du har støttet terrororganisationer i udlandet, vil jeg ikke tøve med at forhindre dig i at komme retur,« skrev den britiske minister søndag i en kronik i The Times.

I kronikken spørger ministeren også retorisk »hvordan det kan være, at 1.000 mennesker, som bor i Storbritannien, vælger at forlade vores fredelige, liberale demokrati for at tilslutte sig IS’ dødskult?«.

Shamima Begum var én af de tre britiske piger, som i 2015 fløj fra London til Tyrkiet og siden Syrien. Shamima Begum ses til højre i billedet. Arkivfoto: Met Police/AFP

Shamima Begum blev ifølge Sky News radikaliseret gennem internettet, og som 15-årig tog hun til Syrien, hvor hun blev gift med en hollandsk konvertit, som kæmpede for Islamisk Stat.

Under sit ophold i Syrien blev hun gravid to gange, men begge børn døde.

I interviewet hævder den 19-årige, at hun i de fire år, hun har været i Syrien, har været husmor og intet andet. Ifølge hendes eget udsagn har hun ikke lavet aktiviteter for Islamisk Stat, og hun har ikke forsøgt at overtale andre til at komme til Syrien. Hun har indset sin store fejl og vil nu tilbage til Storbritannien for at beskytte sit lille barn.

Shamima Begums familie i Storbritannien arbejder hårdt på at få teenageren og hendes spædbarn ind i hjemlandet igen. I en meddelelse udsendt fredag skriver familien, at Shamima blev »hjernevasket af IS som 15-årig«. Også Helen Clark, forhenværende chef for FN’s Development Programme og premierminister i New Zealand, mener, at den 19-årige bør få lov til at komme tilbage.

»Hun er britisk statsborger og født i landet. Det er altid muligt, at folk kan ændre deres liv. Vi har set det før,« siger hun ifølge The Guardian.

I weekenden forklarede den britiske kulturminister Jeremy Wright, at det er uklart, hvilken nationalitet Shamima Begums nyfødte barn har. Han sagde også, at hvis den 19-årige fik lov til at komme til Storbritannien, ville hun blive stillet til ansvar for sine handlinger.

Advokaten Tasnime Akunjee, som er blevet hyret af Shamina Begums familie til at arbejde for at få hende hjem, advarer mod, at Begum vil blive behandlet være end nazisterne, hvis hun bliver nægtet en retfærdig rettergang i sit hjemland.

»Nazisterne havde Nürnberg-processen. De blev givet en retfærdig retssag. Pigen var et offer, da hun tog dertil (Syrien, red.) som 15-årig. Vores politikere siger, at hun bør nægtes beskyttelse og en retfærdig retssag, som ville være blive givet til nazisterne,« siger advokaten ifølge The Times.

Tidligere har en IS-afhopper, Um Asmah, fortalt til Sky News, at hun i 2015 tog imod de tre britiske piger og efterlod dem på en base i IS-byen Raqqa, hvor de skulle have fire måneders træning til »særlige missioner«.

Udlændinge som Shamima Begum bliver ifølge kvinden trænet af Islamisk Stat med henblik på at rejse tilbage til Europa og udføre angreb her.

Um Asmah tilføjede, at IS har udviklet et system til at påvirke sårbare, unge personer over hele verden til at kæmpe for IS.

»IS er ikke dumme, de har veluddannede personer, som ved, hvordan man påvirker andres psykologi, og hvordan man skal håndtere mennesker,« sagde hun.