»Vores børn vil opleve forfærdelige konsekvenser, hvis vi ikke gør noget nu«
CO2-udslippet skal ned på nul inden 2025, lyder det fra flere tusinde britiske demonstranter i London.
Politikerne skal vågne op og tage klimaforandringerne alvorligt.
Sådan lyder det fra tusinder af bekymrede borgere, der har i dag har demonstreret i London. Det skriver The Guardian.
For at skabe opmærksomhed har demonstranterne blokeret flere broer ved Themsen, deriblandt broerne ved Westminster, Lambeth, Waterloo, Southwark og Blackfriars.
Protesterne startede ved formiddagstid i den østlige del af London og sluttede ud på eftermiddagen ved en ceremoni udenfor Westminster Abbey.
Det er den nyoprettede miljøaktivistgruppe, Extinction Rebellion, der står bag protesterne. Ved hjælp af civil ulydighed ønsker de at fremprovokere en reaktion fra regeringen.
I sidste måned stod gruppen frem som en del af den større bevægelse, Rising Up.
Roger Hallam er en af lederne bag protesterne og fremtiden ser ikke lys ud i hans øjne:
»Planeten er midt i en økologisk krise og vi er midt i den sjette masseuddøen som denne planet har oplevet. Vores børn vil komme til at opleve de forfærdelige konsekvenser af den manglende handling. De vil opleve alt fra oversvømmelser til skovbrande, ekstremt vejr til landbrugskriser og det uundgåelige sammenbrud af vores samfund. Det er vores pligt at gøre noget,« mener Roger Hallam.
En af protestgruppens største krav er, at den britiske regering skal reducere alle CO2-udledninger til nulpunktet inden 2025.
Ved dagens protester er mere end 50 personer blevet arresteret af politiet i forsøget på at blokere de fem broer.
I videoen herunder kan du se hvordan protesterne forløb ved de fem broer.