Fortsæt til indhold
International

Isil rekrutter unge vesterlændinge i ny video

I et nyt fremstød opfordrer Isil unge vesterlændinge til at drage til Syrien og begå jihad.

En ny video er fredag dukket op på internettet, hvor den militante, islamistiske gruppe Isil forsøger at rekruttere unge vesterlændinge til kampe i Syrien og Irak.

I den 13 minutter lange video ses seks krigere, hvoraf de tre er blevet identificeret som værende briter.

En af dem er den 20-årige medicinstuderende Nasser Muthana fra Cardiff, som fører ordet og opfordrer andre unge vesterlændinge til at rejse til Syrien og Irak for at begå jihad, da deres liv ellers ikke vil blive fuldendt.

Knust over søns handlinger

En af de personer, der har set videoen, er Nasser Muthanas egen far Ahmed Muthana.

Han fortæller i et interview med BBC, at han er sønderknust over sin søns handlinger og frygter, at han kommer tilbage til Storbritannien i en kiste.

"Jeg er ked af, at han er taget af sted uden at fortælle om det. Da jeg så videoen tænkte jeg, hvad han dog lavede der," siger Ahmed Muthana.

Læs også

Er blevet radikaliseret

Ahmed Muthana beskriver sin søn som værende stille, godt uddannet og intelligent. Han mener derfor, at radikaliseringsprocessen er gået meget hurtigt.

"Jeg tror ikke på, at det er Nasser, som taler i den video. Der er nogen, som har lært ham at tale sådan, for jeg kan ikke genkende den attitude hos min søn," siger Ahmed Muthana.

Et forløb, der blandt andre er meget sammenligneligt med danske Victor Kristensen fra Aarhus, der i foråret gennemførte en selvmordsaktion for Isil inde i Irak sammen med dansk-pakistaneren Abu Khattab.

Udgør stor terrortrussel

Hos både det britiske MI5 og danske PET er der i øjeblikket meget stor fokus på at følge de unge vesterlændinge, der vælger at tage i kamp i Syrien.

Ifølge terrorforsker Magnus Ranstorp skyldes det, at de udgør en helt særlig sikkerhedsrisiko, hvis de kommer tilbage til deres hjemland.

"De fleste hjemvendte krigere udvikler posttraumatisk stress, når de kommer tilbage. Men for en lille gruppe er de blevet endnu mere radikaliseret og har også fået kontakterne og kunnen til at udføre et terrorangreb i det land, som de rejste ud fra," siger han.

Læs også

Flere hundrede er draget af sted

PETs seneste officielle tal viser, at flere end 100 danskere er rejst til Syrien for at kæmpe.

Men ifølge Magnus Ranstorp befinder det reelle tal sig tættere på omkring 300, da det er svært at dokumentere alle rejser.

Efter 20-årige Nasser Muthanas afrejse fra Cardiff til Syrien mener britisk MI5, at omkring 400-500 briter er blevet rekrutteret af Isil.

Er rykket frem

Det antages, at Isil i øjeblikket er i besiddelse af en hær på omkring 10.000 krigere i Irak og Syrien.

Den islamistiske gruppe er i den seneste stykke tid rykket massivt frem i Irak og har erobret flere store byer i håbet om at etablere en islamisk stat i netop Irak og Syrien.

Rekrutteringsvideoen med britiske Nasser Muthana kan ses ved at klikke på dette link.

Læs også