Fortsæt til indhold
International

Er vi ved at tabe kampen mod terror?

Islamistiske terrorister har stormet Iraks næststørste by og er sandsynligvis nu på vej mod Bagdad.

Kaare Sørensen | Gunnar Willum | Jørgen Ullerup, Jyllands-Postens korrespondenter

KØBENHAVN/BEIRUT/WASHINGTON

Har USA og Europa tabt krigen mod terror efter 13 års krig i Afghanistan og Irak og efter talrige droneangreb i Pakistan og Yemen? Og vil terroristerne udvide deres hellige krig til vestlige storbyer? Islamiske ekstremisters magtdemonstration de seneste dage i Irak får det til at løbe koldt ned ad ryggen på vestlige ledere, der har investeret blod, tårer og formuer i krigen mod terror.

Ifølge en undersøgelse fra Rand Corporation er antallet af al-Qaeda-lignende salafist-grupper på verdensplan steget fra 28 i 2007 til 49 i 2013. Antallet af deres angreb er ni-doblet til 950, og antallet af terrorister er vokset fra 18.000-42.000 for syv år siden til op mod 105.000 i 2013. Al-Qeada selv var repræsenteret eller havde aflæggere i otte lande i 2008, i dag er det 16 lande.

Amerikanske eksperter er uenige om risikoen for Vesten. Terrorforsker Bruce Riedel, Brookings Institution, advarer om, at terroristernes fremmarch udgør en trussel mod stabiliteten i hele regionen og mod europæiske hovedstæder efter angrebet på et jødisk museum i Bruxelles. Al-Qaeda-ekspert Peter Bergen, New America Foundation, anser mest grupperne for at være et lokalt problem.

Sidstnævnte var blandt dem, der sammen med præsident Obama slog sig for brystet og erklærede, at terrornetværket al-Qaeda var reduceret til en skygge af sig selv efter amerikanske kommandosoldaters vellykkede operation mod verdens mest eftersøgte terrorist, Osama bin Laden, i maj 2011. Torsdag fastslog Obama, at alle muligheder er på bordet i den nuværende alvorlige situation. Det kan betyde et kortvarigt amerikansk militærengagement for at slå terroristerne tilbage med luftangreb.

Herhjemme frygter Politiets Efterretningstjeneste, at de »mindst 100« danske syriensfarere vil vende tilbage med både »konkrete, militære færdigheder« og »intention« om at begå terror i Danmark.

Læs også