Nu intensiveres eftersøgningen vest for Australien
Noget kunne tyde på, at den forsvundne malaysiske Boeing 777 fløj langs sydlig korridor.
Los Angeles
Mysteriet om det forsvundne rutefly MH370 fra Malaysia Airlines er langt fra løst.
Eftersøgningen intensiveres, men over et enormt område, der strækker sig helt fra Centralasien til Australien.
Efterforskerne er efter mange dages undersøgelser kommet frem til, at MH370 forsvandt som følge af en ”overlagt handling”, hvor personer med indgående kendskab til flyet slog alle signalsystemer fra til omverdenen og brat ændrede kurs, hvorefter luftfartøjet fløj videre i næsten syv timer.
Få landingsmuligheder
Selvom alle kommunikationssystemer var slået fra, sendte et serviceringsprogram indbygget i flyet signaler til en satellit, der indikerer, at flyet enten fortsatte langs en nordlig korridor over Thailand og videre mod Centralasien eller fløj til venstre langs en sydlig korridor over Aceh i Indonesien og videre ud i Det Indiske Ocean.
Teorien om den sydlige korridor blev længe anset som usandsynlig, fordi der med denne rute ikke ville være udsigt til ret mange landingsmuligheder i det enorme havområde mellem Afrika, Asien og Antarktis.
En flyvetur via den nordlige luftkorridor fra det nordlige Thailand i retning mod Kasakhstans og Turkmenistans grænser over Den Bengalske Bugt ville omvendt – efter alt at dømme - blive opdaget af radarer i det stærkt overvågede luftrum, og det har der ikke været meldinger om.
Ny eftersøgningszone
Under alle omstændigheder rettes opmærksomheden nu mod et område langt ude i Det Indiske Ocean - godt 3.200 kilometer sydvest for den vestaustralske by Perth.
Australian Maritime Safety Authority (AMSA) skriver i en pressemeddelelse, at den pågældende eftersøgningszone er oprettet som følge ”information, der mandag blev tilgængelig for AMSA.”
AMSA går ikke i detaljer med, hvad der har fået efterforskerne til at fokusere på denne zone. Noget kunne dog tyde på, at der er tale om et område, hvor flyet ville være tæt på at løbe tør for brændstof, hvis det vitterligt fløj i denne retning.
To ekstra fly i aktion
Nyhedsbureauet Bloomberg har tidligere skrevet, at flyet angiveligt havde udsendt signaler, der indikerede en position ca. 1.600 km vest for den australske by Perth.
Australien har allerede to fly i aktion i eftersøgningen, og nu sætter man yderligere to fly ind i jagten på det forsvundne fly, der havde 239 personer om bord.
”Australien vil gøre sin pligt i denne sammenhæng. Vi vil gøre vores pligt over for familierne til dem, der var ombord, og som stadig er helt sønderknuste,” sagde Tony Abbott, Australiens premierminister, tidligere på dagen i en tv-transmitteret tale.
Midt i mellem korridorerne
Tirsdag har der ligeledes været meldinger om, at det forsvundne fly kan være set over øgruppen Maldiverne.
Flere øjenvidner på øerne sydvest for Indien har forklaret, at de lørdag den 8. marts omkring klokken 6.15 lokal tid så en ”lavtflyvende jumbojet”.
Maldiverne ligger dog hverken indenfor den nordlige eller sydlige korridor. Hvis man tegner en streg midt i mellem de to korridorer, løber den dog bemærkelsesværdigt lige gennem øgruppen.
Australien og Indonesien står i spidsen for analyse af radardata i den sydlige korridor, mens Kina og Kasakhstan styrer eftersøgningen i den nordlige del.