Terrorsag i Danmark er stadig »aktiv«
Sagen om David Headley og Danmark er stadig »aktiv,« siger amerikanerne.
David Headley slap i dag med 35 års fængsel for sin rolle i terrorangrebet i Mumbai og de tilsvarende planer i Danmark.
Men sagen er ikke afsluttet endnu og flere medgerningsmænd er stadig på fri fod.
»Vores undersøgelser i sagen om Mumbai-angrebet og de danske terrorplaner er fortsat i gang og aktive,« oplyser Lisa Monaco amerikansk vicejustitsminister for national sikkerhed efter dommen mod David Headley i Chicago.
Sverige og England
Lisa Monaco kalder dommen mod David Headley for »en vigtig milepæl« i bestræbelserne på at »holde gerningsmændene ansvarlige«.
Terrorplanerne – hvor ansatte på Jyllands-Postens kontor i København skulle have deres hoved hugget af – var blevet til i samråd med flere aktive terrorister i Pakistan.
Flere af disse folk er fortsat på fri fod.
Headley mødtes også med potentielle terrorister i Sverige og England, men mændene her er aldrig blevet dømt i forbindelse med sagen.
Bekymret for Danmark
En af de vigtigste bagmænd i sagen er den pakistanske terrorist Ilyas Kashmiri, der har tæt forbindelse til den nu afdøde terrorleder Osama bin Laden.
Kashmiri blev dog dræbt under et amerikansk droneangreb i 2011.
Sagens alvor blev beskrevet i retten i Chicago i dag, hvor den tidligere statsanklager Patrick Fitzgerald talte om den potentielle trussel mod København.
»Da Headley blev anholdt var mange i regeringen - på meget højt niveau - bekymret for Danmark,« sagde Patrick Fitzgerald, der har ledet sagen i Chicago.
Fitzgerald har tidligere oplyst, at Headley med sine detaljerede informationer har »reddet mange liv«.
Tabt sin ret
Den 52-årige Headley har allerede afsonet tre års fængsel og efter amerikansk lov kan han således komme i betragtning til prøveløsladelse kort før han fylder 79 år.
Amerikanske Kia Scheer mistede sin mand og sin datter under terrorangrebet i Mumbai. Hun kaldte det i går en »skændsel« mod de dræbte, at Headley ikke skal i fængsel på livstid.
»Når man ser på angrebets omfang og de mange dræbte, så mener jeg, at David Headley har tabt sin ret til at leve som en fri mand,« sagde Kia Scheer, ifølge nyhedsbureauet AP.
Headley besøgte Danmark to gange under sine forberedelser til terrorangrebet, og han skaffede sig blandt andet adgang til Jyllands-Postens kontorer under dække af, at han var en advokat, der ville købe en annonce i avisen.
Han var på vej til et tredje besøg i København, da han blev anholdt af FBI.