Fortsæt til indhold
International

Se porno og støt udsatte hvaler

Især kaskelothvalen, med det i sammenhængen sjove navn sperm whale, får fokus i velgørenhedskampagnen.

Har man en forkærlighed for hvaler og porno, kan man i disse dage slå to fluer med ét smæk.

For frem til udgangen af februar donerer hjemmesiden Pornhub én cent til beskyttelsen af udsatte hvalarter for hvert 2.000. klik på en af sidens videoer.

Det skriver Washington Post.

Især kaskelothvalen, der på engelsk hedder sperm whale, får særlig opmærksomhed af Pornhub, hvilket nok ikke er helt tilfældigt, navnet og emnet taget i betragtning.

»Her hos Pornhub bekymrer vi os meget om miljøet og bevarelsen af det vilde dyreliv,« siger Corey Price, vicepræsident i Pornhub, ifølge Washington Post.

Det er ifølge Guardian ikke første gang, at Pornhub kaster sig ud i velgørende formål. Hjemmesiden har tidligere lanceret kampagner til at støtte bryst- og testikelkræft.

De penge, som Pornhub vil donere i denne omgang, går til nonprofit-organisationen Moclips Cetological Society, der arbejder for at bevare og styrke verdens hvalarter.

Hvis Pornhubs trafiktal fortsætter i sit normale tempo, vil hjemmesiden genere et beløb på 6.000 dollars, svarende til knap 40.000 kr., ifølge mediet PSFK.

Men mon ikke det beløb, og trafikken på Pornhub, vil stige i den kommende tid takket være det gode formål.

Kaskelothvalen er i øvrigt verdens største tandhval og har siden 1987 været totalfredet.

På det seneste er usædvanligt mange kaskelothvaler fundet døde ved nordeuropæiske kyster. For nylig var otte døde kaskelothvaler skyllet op på en tysk strand, og siden årsskiftet er i alt 23 kaskelothvaler blevet fundet døde i Nordeuropa.

Teorien bag de mange døde kasketlothvaler går på, at lav havdybde og støj fra skibe kan have forstyrret hvalerne og fået dem til at fare vild, hvorfor de er endt for tæt på næringsfattige kyster.