Fortsæt til indhold
International

Gidseldrama i Sydney: Flere gidsler er flygtet

Der er frygt for, at gerningsmand er i gang med politisk motiveret terrorangreb.

Et gidseldrama har mandag skabt frygt i den australske storby Sydney, hvor en eller flere ukendt gerningsmænd har belejret en café.

Det vides ikke, hvor mange mennesker, der befinder sig på caféen, Lindt Chocolat Café ved Martin Place midt i Sydney, som er centrum for situationen, men ifølge New South Wales politi er det under 30.

Et par timer efter gidseltagningens begyndelse undslap flere mandlige gidsler caféen, og senere mandag eftermiddag viste tv-billeder, at to kvinder med Lindt-forklæder kom løbende ud fra stedet. Ifølge politiet lader det til, at gidslerne undslap på egen hånd, og at de ikke blev sat fri af gerningsmanden.

Vicekommissær Catherine Burn siger mandag eftermiddag lokal tid, at forhandlere har talt med gerningsmanden, og at det ikke lader til, at nogen af gidslerne er kommet noget til.

Gidseldramaet foregår på Lindt Cafe midt i Sydney.

”Vi forsøger nu at finde ud af, hvad mandens motiv er,” siger hun.

Flere medier beretter desuden om, at et par af gidslerne har kontaktet deres familier via sms og meddelt, at de er OK.

På australsk tv ses en bevæbnet mand med skæg og en sort hovedbeklædning med hvid skrift i caféen. Desuden er et sort flag med hvid skrift blevet holdt op mod vinduet. Ifølge ABC Australien ser flaget ud til at være en variant af et islamisk flag, der i vid udstrækning bliver brugt som banner af islamiske ekstremister.

”Alt, vi ved nu, er, at der er ved at blive begået en forbrydelse, og gerningsmanden gerne vil have, at folk skal knytte et islamisk motiv til det,” siger militæranalytiker James Brown til ABC.

Et stort politiopbud befinder sig nær Martin Place, hvor også en masse mennesker er forsamlet for at se begivenhederne udfolde sig. NSW Politi har dog bedt folk om at gå væk fra området for at lette politiets arbejde.

Øjenvidner har til BBC fortalt, at gerningsmanden har en rygsæk og et skydevåben på sig.

”Gruppen af gidsler blev flyttet rundt i caféen. De så rolige, men skræmte ud. Vi kunne se gerningsmanden fra tid til anden. Han havde en hvid T-shirt, en vest og en rygsæk på med et skydevåben over skulderen. Han så ud til at bruge en anden person som skjold,” siger Glen Connley fra Channel 7 News, som har kontor lige over for caféen.

Bl.a. Channel 7’s kontor samt andre bygninger i nærheden af caféen er blevet evakueret. I området ligger bl.a. Australiens Højesteret, centralbank samt parlamentet for delstaten New South Wales.

Byens berømte vartegn, operahuset, blev ligeledes evakueret mandag formiddag, og operahuset har som konsekvens af situationen aflyst alle aftenens forestillinger. Harbour Bridge er ligeledes blevet lukket i sydgående retning.

Australiens premierminister, Tony Abbott, har indkaldt Australiens nationale sikkerhedsråd til en hastebriefing om situationen. Ved middagstid holdt han et kort pressemøde, hvor han fortalte, at han havde forståelse for, at australierne er skræmte over situationen, samt at man endnu ikke kender motivet.

”Vi ved ikke, om det her er politisk motiveret,” sagde han.

I september gennemførte australsk politi den mest omfattede antiterroraktion i landets historie efter mistanke om, at personer med sympati for Islamisk Stat ville kidnappe en tilfældig person på gaden i Sydney og halshugge vedkommende. Aktionen fik landets muslimer til at protestere mod, hvad de følte var en krænkelse af deres retssikkerhed.

Australien er en del af den internationale koalition, der kæmper mod Islamisk Stat i Irak.