Fortsæt til indhold
International

Ekstremstrygning sætter nye rekorder

Kvinderne dominerer måske antalsmæssigt inden for standardstrygning. Men mændene overtager når det bliver alvorlig, og vi bevæger os over i ekstremstrygning. Der er tale om en sportsgren i rivende udvikling, hvor den ene rekord efter den anden er strøget ind i løbet af de sidste måneder.

Af NIELS SANDØE

Peter Seargent er eksempelvis brudt igennem i en hel ny underdisciplin ved at gennemføre den første dokumenterede skjortestrygning i en hangglider højt svævende over midtengelske marker. Den tredobbelte verdensmester i hanggliding for kvinder, Judy Ledin, var med på turen som strygeunderlag.

Rekorden blev sat under det Peter Seargent med kælenavnet Steam (damp) betegner som voldsomme nedadgående spiralbevægelser, der dog ikke forhindrede Steam i at udradere krøller på skjorten.

Men rekorder er til for at blive slået. Det kan et par nu glemte sydafrikanske højdestrygere nikke ja til efter deres rekord i landbaseret højdestrygning for kun et måned siden blev slået af den walisiske mesterstryger James Bigham. Under stor fysisk anstrengelse strøg han det engelske flag i 6400 meters højde på Mount Aconcaqua i Argentina. En bedrift, som var meget tæt på at bringe Danmark med ind i ekstremstrygernes verdenselite. Eller som den 28-årige nystrøgne mester i landbaseret højdestrygning beretter.

»Efter megen overvejelse fortsatte jeg op på bjerget med en dansk klatrer og vores guide. Men kort efter at have nået Camp Canada (4950 meter) blev den danske klatrer syg, og måtte kravle ned. Det var en hård beslutning for ham,« lyder den dramatiske forklaring på, hvorfor der ikke blev strøget noget dansk flag i den tynde luft.

Men livet for ekstremstrygere er blevet nemmere takket være de nye batteridrevne strygejern, som har afløst sportgrenens oprindeligt ret kluntede mobile udstyr bestående af en generator med en typisk meget lang forlængerledning. Et udstyr, der har sat klare grænser for udøvelsen af den varme sportsgren.

På den officielle hjemmeside for ekstremstryningens verdensorganisation Extreme Ironing Bureau, bedre kendt som EIB, anbefaler man Starch og Hotplate som førende mærker inden for batteridrevne sportsstrygejern.

Kravene til at komme med på de officielle rekordlister er i øvrigt voksende. Dykstrygning på havdybder ned til 30 meter er for længst gennemført. Men der er stadig mulighed for at sætte rekorder, hvis strygningen foregår i eksempelvis et badekar fyldt med gelé. Det kræver dog en gelémasse med lavt sukkerindhold for at undgå en diskvalificerende kandisering på tøjet. Ligeledes må vi gøre opmærksom på, at forsøget må foregå i klar gelé, da det ellers bliver overordentligt svært at kontrollere rekorden.

niels.sandoe@jp.dk