Tyskland vil stramme Viagra-regler - 30 døde
Tysklands sundhedsminister Ulla Schmidt ønsker de europæiske regler strammet for udstedelse af recepter på potenspillen Viagra. Baggrunden er 30 dødsfald blandt tyske mænd efter at have brugt Viagra.
Ulla Schmidt siger lørdag til avisen Osnabrücke Zeitung, at dødsfaldene er alarmerende, og at det har fået Tyskland til at bede om en europæisk undersøgelse om risikoen og konsekvenserne ved at bruge Viagra.
Fredag blev det tyske parlament orienteret om en undersøgelse fra det føderale institut for medicin, der har modtaget rapporter om 104 tilfælde, hvor brugerne af potensmedicinen har mistet livet eller haft alvorlige gener.
"I 30 af disse indberetninger er det dokumenteret, at patienten efterfølgende døde på et tidspunkt, ofte som et resultat af problemer med hjerte eller kredsløb," hed det.
Viagra blev givet fri i EU-landene i september 1998. Siden januar sidste år har de tyske sundhedsmyndigheder frarådet mænd med hjerte- eller kredsløbsforstyrrelser at bruge pillen.
Medicinalfirmaet Pfizer, der fremstiller Viagra, afviste fredag, at pillen kan være skadelig.
/ritzau/AFP