Aspirerende præsidentkandidat død to måneder efter attentat i Colombia
En 15-årig dreng mistænkes for at have begået skuddrab på colombiansk politiker under vælgermøde i juni.
Den colombianske politiker og aspirerende præsidentkandidat Miguel Uribe er afgået ved døden, to måneder efter at han blev skudt i hovedet ved et vælgermøde.
Det skriver hans kone, Maria Claudia Tarazona, i et opslag på Instagram, ifølge nyhedsbureauet AFP.
39-årige Uribe fra højrefløjspartiet Centro Democrático blev skudt i juni under et vælgermøde i en offentlig park i Colombias hovedstad, Bogotá.
- Hvil i fred, mit livs kærlighed. Jeg vil tage mig af vores børn, skriver hun i opslaget.
Ambulancereddere oplyser ifølge AFP, at Uribe blev ramt af tre skud. To af skuddene ramte i hovedet, mens et ramte i knæet.
Uribe meldte ud i oktober, at han ville stille op til at blive højrefløjspartiet Centro Democráticos præsidentkandidat ved valget i 2026. Han var dog ikke officielt blevet valgt som partiets kandidat.
En 15-årig dreng er efterfølgende blevet anholdt i sagen og mistænkes for at have affyret skuddene, mens fem andre personer ligeledes er blevet anholdt i sagen, skriver nyhedsbureauet.