Han advarer Danmark fra en anden ende af Europa: »Verdensordenen er ved at kollapse«
Over 100.000 armeniere blev fordrevet, da Aserbajdsjan indtog den omstridte Nagorno-Karabakh-enklave i 2023. Nu advarer enklavens fhv. statsminister Artak Beglaryan om en ny krig og de konsekvenser, det kan få for Danmark.
Artak Beglaryan tøver et øjeblik, før han svarer.
Et sagte smil strejfer hans arrede ansigt.
»Nogle gange tror jeg, at jeg er heldig ved at være blind,« erkender han.
»For der er mange tragiske syn, jeg ikke ser.«
Den 36-årige armenske menneskerettighedsforkæmper og fhv. statsminister besøger Danmark med et klart formål.
At rejse verdens opmærksomhed om de tusinder af hans armenske landsmænd, der for kort tid siden blev fordrevet fra deres hjemland i Nagorno-Karabakh – og for at advare europæerne om, at tragedierne, der overgik hans folk, kan ramme på vores breddegrader:
»Jeg vil forklare, hvad der sker i en anden ende af Europa. Det ligger tæt på jer, måske ikke i geografisk forstand, men værdimæssigt. Det, som ikke straffes eller forhindres der, vil ramme jer. Det gør det allerede.«
Kernen i blodig konflikt
Artak Beglaryans hjemegn, Nagorno-Karabakh, ligger i den muslimske oliestat Aserbajdsjan, men var indtil 2023 hovedsageligt befolket af kristne armeniere.
I kølvandet på Sovjetunionens kollaps og en efterfølgende krig med Aserbajdsjan etablerede områdets armeniere en i praksis selvstændig stat ved navn Artsakh.
Dette skete med støtte fra nabolandet Armenien.
Nagorno-Karabakhs tilhørsforhold er kernen i den årtier lange konflikt mellem de fhv. sovjetrepublikker Aserbajdsjan og Armenien, som brød ud i blodige fuldskalakrige i 1990’erne og igen i 2020.
I september 2023 tog Aserbajdsjans leder, Ilham Aliyev, kontrollen over Nagorno-Karabakh i en lynoffensiv efter en måneder lang belejring.
Godt samtlige af enklavens over 100.000 armenske indbyggere flygtede næsten omgående i frygt for Aliyevs tropper.
Således fik en årtusinder lang armensk tilstedeværelse i bjergområdet en brat ende på kun få dage.
Siden er flere af områdets ældgamle armenske kirker og klostre blevet jævnet med jorden.
Nogle har kaldt Aserbajdsjans offensiv mod enklaven en etnisk udrensning – andre et folkemord.
Ilham Aliyev, som styrer Aserbajdsjan med en brutal jernhånd og har tjent fyrstelige summer på olieeksport til EU efter Ukrainekrigens udbrud, benægter alle anklager. Nagorno-Karabakh er aserbajdsjansk.
Hader kun én mand
Artak Beglaryan, hans kone og deres to døtre var blandt flygtningene i september 2023.
Beglaryan frygtede at blive fanget af aserbajdsjanske tropper, fordi han både har tjent som statsminister og ombudsmand i Nagorno-Karabakhs nu faldne armenske udbryderstat.
Det skete for flere af hans kolleger, som fortsat sidder bag lås og slå i Aserbajdsjans hovedstad, Baku, med en ukendt skæbne i vente.
Beglaryan og hans familie bor i dag i eksil i Armeniens hovedstad, Jerevan.
Det armenske eksodus fra Nagorno-Karabakh er blot det seneste smertelige kapitel i en konflikt, som har præget hele Beglaryans liv.
Som fireårig mistede han sin far, der kæmpede i den første krig om enklaven. Som seksårig mistede han sit syn, da han uforvarende samlede en landmine op, imens han legede med sine venner.
10 år senere døde hans mor af et hjerteanfald.
»Hun var vidne til så mange tragedier,« fortæller Beglaryan på et kontor på Christiansborg, hvor solen kaster stråler ind ad vinduerne.
Trods modgang og pinsler gennemførte Beglaryan en universitetsuddannelse i udlandet og drog derpå hjem igen.
»Jeg vendte hjem for at tjene mit folk. Jeg tror på, at menneskerettigheder, fred og værdighed er vigtigt. Selv nu.«
Beglaryan hader ikke nogen, siger han først.
Hverken de aserbajdsjanere, der dræbte hans far, eller dem, som lagde den mine, der tog hans syn.
»Jeg ved, at krig er en tragedie for alle. Aserbajdsjanere har også lidt pga. denne konflikt,« siger han.
Så retter han sig selv.
»Men jeg hader Aliyev,« siger han om Aserbajdsjans leder.
»For han kerer sig ikke om menneskers rettigheder, liv eller værdier. Hverken armenieres eller aserbajdsjaneres – hans eget folk.«
Og Aserbajdsjans leder står i centrum af den advarsel, som Beglaryan har med til danskerne.
Artaks advarsel
For freden sænkede sig på ingen måde over Armenien og Aserbajdsjan, da Ilham Aliyev indtog Nagorno-Karabakh.
Med en retorik, der minder om en vis russisk præsident, ynder Aliyev at omtale Armenien som »Vestaserbajdsjan« og Aserbajdsjans »historiske landområder«.
Artak Beglaryan trækker en blodrød tråd mellem Aliyevs fremfærd og det tyrkiske Osmannerriges armenske folkedrab, som for 110 år siden tog livet af op mod 1,5 mio. af Beglaryans landsmænd.
»Ideologisk og strategisk er det den samme folkemordspolitik,« mener han.
I disse dage arbejdes der ganske vist på en fredsaftale mellem de bitre nabostater, men samtidig beskylder Aserbajdsjan dagligt armenierne for at bryde våbenhvilen mellem landene.
Beskyldninger, som armenierne kalder grundløse.
For Artak Beglaryan er der ingen tvivl om Aserbajdsjans hensigt.
Ilham Aliyev gøder jorden for krig.
»Han opildnes af de europæiske lederes manglende reaktion, inklusive den danske regerings,« mener Beglaryan:
»Aliyev har ikke mødt nogen sanktioner, men har endda fået ekstra gaskontrakter fra EU.«
Beglaryan minder om, at EU’s kommissionsformand, Ursula von der Leyen, stod i Baku og kaldte Aserbajdsjan for en »troværdig« energipartner for EU, imens Aliyevs tropper blokerede basale fornødenheder fra at nå ind i Nagorno-Karabakh.
»EU foretrak en smule billigere olie og gas på bekostning af armensk blod,« mener Beglaryan.
Når en leder som Aliyev på den måde kan skalte og valte, udsætter det ikke kun hans eget folk og naboer for fare, men også resten af Europa, advarer Beglaryan:
»Mit kernebudskab er, at verdensordenen er ved at kollapse pga. straffrihed. Når små diktatorer ikke straffes, tager store diktatorer ved lære og skaber nye og større trusler mod den civiliserede verden. Dette er et meget konkret problem for danskerne.«
Jyllands-Posten har foreholdt Beglaryans kritik for Udenrigsministeriet.
Ministeriet svarer, at Danmark hilser fredsforhandlingerne mellem Armenien og Aserbajdsjan velkommen, støtter EU’s civile monitoreringsmission i Armenien og bakker »fuldt op om EU’s stærke fordømmelse af Aserbajdsjans militæroffensiv i Nagorno-Karabakh«.
Forbrydelser og straf
Artak Beglaryan kalder på sanktioner mod Aliyevs regime og efterforskninger af dets handlinger ved Den Internationale Krigsforbryderdomstol.
For retfærdighedens skyld, for at stække yderligere aggression fra Aliyevs regime og for at give Nagorno-Karabakh-armenierne mulighed for at vende hjem.
Han henviser til Balkan for eksempler på, at fordrevne folkeslag kan vende hjem.
»Hvis der er politisk vilje fra det internationale samfund – i dette tilfælde Vesten – så er det muligt. Og Aserbajdsjan er ikke stærkere end andre folkemordsbedrivende lande.«
Forstår du Vestens dilemma i at støtte en udbryderstat i Aserbajdsjan, når man samtidig taler højt om grænsers ukrænkelighed og national suverænitet i f.eks. Ukraine?
»Josef Stalin annekterede os til Aserbajdsjan uden at spørge os. Efter Sovjetunionens fald stemte vi for at være selvstændige og måske tilslutte os Armenien på sigt,« siger Beglaryan og tilføjer, at det for ham i sidste ende handler om menneskerettigheder.
»Derfor siger vi til Vesten: I taler om rettigheder og om at forhindre folkedrab og andre forbrydelser. Det er vi blevet udsat for. Så når I giver Aliyev straffrihed for sine forbrydelser, truer I verdensordenen i både jeres region og vores.«
Husker mange ting
Interviewet lakker mod enden, men et spørgsmål trænger sig på.
Du mistede synet som barn. Husker du, hvordan dit hjemland ser ud?
»Ja. Jeg var seks år gammel, så jeg husker mange ting,« svarer Beglaryan.
»Men for mig er mit hjemland mere spirituelt, end det er synligt og rørbart. Mit hjemland er en del af min værdighed og identitet. Det er det ansvar, som jeg har arvet fra mine forældre og forfædre og giver videre til mine børn og de næste generationer.«