Fortsæt til indhold
International

Trump beordrer »kraftfuld militær aktion« i Yemen

Helvede vil regne ned over jer, advarer USA's præsident Houthi-bevægelsen efter angreb på amerikanske skibe.

/ritzau/

Ifølge det yemenitiske sundhedsministerium er mindst ni civile er dræbt og ni såret i amerikanske angreb mod Yemens hovedstad, Sanaa, lørdag aften.

Det oplyser sundhedsministeriet ifølge Reuters.

Ministeriet er kontrolleret af den militante Houthi-bevægelse. Oplysningerne kan ikke umiddelbart bekræftes fra anden side.

Den yemenitiske tv-station al-Masirah, der ligeledes er kontrolleret af houthierne, meddeler, at angrebene har ramt et beboelsesområde nord for hovedstaden.

Tv-stationen taler om en ”amerikansk-britisk aggression”. Der er ikke umiddelbart nogen kommentar fra britiske myndigheder.

Få minutter forinden havde USA’s præsident, Donald Trump, beordret USA’s militær til at indlede en ”afgørende og kraftfuld militær aktion” mod Houthi-bevægelsen i Yemen.

Det skriver Trump på sit sociale medie, Truth Social, lørdag aften dansk tid.

Houthierne har affyret missiler mod amerikanske fly og rettet angreb mod amerikanske tropper og allierede, skriver Trump.

- Houthi-angrebene på amerikanske fartøjer vil ikke blive tolereret. Vi vil bruge overvældende dødelig magt, indtil vi har nået vores mål, lyder det fra Trump.

- Det er over et år siden, at et handelsskib under amerikansk flag på sikker vis har sejlet gennem Suezkanalen, Det Røde Hav eller Adenbugten.

- Det sidste amerikanske krigsskib, der sejlede gennem Det Røde Hav for fire måneder siden, blev angrebet af houthierne mere end et dusin gange, skriver han.

Houthi-bevægelsen begyndte sine angreb mod skibe i regionen i oktober 2023. Angiveligt skete det i solidaritet med palæstinenserne i Gazastriben.

Gruppen, der får støtte fra Iran, meddelte for få dage siden, at den vil genoptage angreb på skibe med påståede forbindelser til Israel.

Begrundelsen er, at Israel igen blokerer for nødhjælp til Gazastriben.

Trumps opslag på Truth Social nævner ikke Israel, kun tidligere angreb mod skibstrafikken.

- Til alle Houthi-terrorister: Jeres tid er kommet, og jeres angreb skal stoppe fra i dag! Hvis ikke, vil helvede regne ned over jer som intet, I nogensinde har set før!

Han advarer samtidig Iran mod at finansiere den militante bevægelse i Yemen.

Hvis Iran truer USA, vil USA holde Iran ”fuldt ud ansvarlig, og vi kommer ikke til at være flinke!”, lyder det fra Trump.