Jubel i kontrolrummet: Første succesfulde månelanding for privat virksomhed er en realitet
Blue Ghost-missionen bragte USA et skridt tættere på målet om at sende mennesker til Mars.
Jublen var stor i kontrolrummet, da landingen var en realitet.
For kun anden gang i verdenshistorien lykkedes det søndag for en privat virksomhed at lande et rumfartøj på Månen.
Ifølge en ekspert er Blue Ghost-missionen den første succesfulde landing nogensinde – modsat de tidligere forsøg, som er endt grueligt galt.
I midten af januar sendte rumfartsselskabet SpaceX en Falcon 9-raket af sted fra Kennedy Space Center i Florida med månelandingsfartøjer om bord. Om bord var blandt andet månelandingsfartøjet Blue Ghost fra den private virksomhed Firefly Aerospace fra Austin, Texas.
Søndag kulminerede missionen med en månelanding i Mare Crisium-krateret, som er synligt fra Jorden. Det skriver BBC.
Det ubemandede månelandingsfartøj Blue Ghost har kredset rundt om Månen de sidste 14 dage, før det til stor jubel fra kontrolrummet i Austin landede stille og roligt i krateret nær Månens sydpol.
Den rolige landing gør missionen til den første succesfulde af sin slags i verdenshistorien, fortæller Simeon Barber, planetarisk videnskabsmand ved Open University, til BBC.
»De (Firefly Aerospace, red.) har demonstreret en landingsteknologi på Månens overflade, som er blevet glemt efter Apollo-æraen, hvor vi havde astronauter på Månen,« siger han.
Formålet med missionen er blandt andet at lære om rummets påvirkning af udstyr og samle erfaringer til de videre rumrejser for private virksomheder, forklarer Simeon Barber.
»Ved at tage til Månen kan vi lære at bruge robotinstrumenter i rummet i det virkelig barske miljø, hvor der er skiftevis varmt, koldt, støvet, og hvor der er masser af stråling,« siger Simeon Barber.
Fejlslagne forsøg
Det første forsøg på en månelanding fra en privat virksomhed skete i januar 2024. Her forsøgte den amerikanske virksomhed Astrobotic Technology at blive den første, men uden held. På grund af en formodet brændstoflækage nåede den aldrig Månen og endte med at styrte i Stillehavet.
En måned senere, i februar 2024, lykkedes det rent faktisk for Odysseus-missionen at lande på Månen på trods af vanskeligheder undervejs. Missionen regnes dog ikke for en udpræget succes, da rumfartøjet mistede flere komponenter og væltede i landingen. Den uheldige ankomst til Månen fik den private virksomhed Intuitive Machines, som stod bag Odysseus, til at halvere missionens længde fra 10 til 5 dage.
Blue Ghost-missionen derimod forventes ikke at afkorte sin mission, som er sat til at vare i to uger.
Ligesom de forgangne missioner til Månen er Blue Ghost en del af Nasas Artemis-program, der vil sende mennesker tilbage til Månen som en »trædesten« i den langsigtede plan om at nå Mars.
Ifølge Nasa vil Blue Ghost-missionen hjælpe forskere til bedre at forstå Månens sydpol, hvor man forventer, at de fremtidige bemandede månelandinger skal foregå.
Nasa står ikke alene med drømmen om at komme til Mars. USA’s præsident, Donald Trump, nævnte det allerede i sin indsættelsestale.
»Vi vil sende amerikanske astronauter til planeten Mars for at plante Stars and Stripes,« sagde Trump ved sin indsættelse den 20. januar.
Før Stars and Stripes plantes på Mars, har Nasa som erklæret delmål at sende den første kvinde, den første farvede person og den første internationale astronaut til Månen.
Ifølge Nasa skal det mål blandt andet indfries ved at indgå samarbejder med private aktører for at mindske omkostningerne til rumfart.
Der har ikke været mennesker på Månen siden 1972, hvor den sidste Apollo-mission blev gennemført.