Fortsæt til indhold
International

Efter angreb mod israelske fans - volden er igen blusset op i Amsterdam

Uroen ulmer stadig i Holland efter sidste uges voldsomme angreb mod israelske fodboldfans. Mandag aften blussede volden atter op.

Vold og hærværk er igen blusset op i den hollandske hovedstad Amsterdam, hvor israelske fodboldfans i sidste uge blev jagtet og tævet i gaderne.

Mandag aften udbrød der nye uroligheder i Amsterdam-bydelen Nieuw-West, hvor hundredvis af unge mennesker var på gaden.

Grupper af personer klædt i sort gik blandt andet til angreb på en sporvogn, som blev stukket i brand og fik knust ruder, mens der blev råbt slagord som Free Palestine - befri Palæstina.

Det skriver den hollandske avis De Telegraaf.

Der blev også ødelagt cykler og biler i området, kastet sten mod betjente og affyret kraftigt fyrværkeri, beretter De Telegraaf.

Video fra sporvognen, der blev angrebet:

Ifølge hollandsk politi brød optøjerne løs omkring kl. 19.15, da den store forsamling kastede fyrværkeri mod sporvognen. Der er ikke meldinger om alvorligt tilskadekomne.

Kampklædte betjente mødte talstærkt op med stavene trukket og begyndte at sprede folkemassen og foretage anholdelser. Ved 23-tiden meddelte politiet, at der atter var ro i området.

Tidligere mandag havde Hollands premierminister Dick Schoof ifølge BBC fordømt »antisemitiske angreb« på israelere og jøder som »chokerende og forkastelige.«

Hollandsk politi under mandagens uroligheder i det vestlige Amsterdam. Foto: Mizzle Media/via Reuters
En person bliver anholdt under optøjerne. Foto: Mizzle Media via Reuters

Råbte ”Juden”

Mandagens uroligheder menes at udspringe af sidste uges overfald på israelske fodboldfans fra klubben Maccabi Tel Aviv, som spillede mod hjemmebaneholdet Ajax Amsterdam.

Hollands justitsminister David van Weel har sagt, at israelske fans blev udsat for »hit and run«-overfald af mindre grupperinger flere steder i det centrale Amsterdam. Voldsmændene blev blandt andet kaldt sammen via grupper på beskedtjenester som Whats App og Snapchat, og nogle kørte rundt på scootere og ledte efter israelske fans, som de kunne tæske, lød det.

Videooptagelser, som har cirkuleret på sociale medier, viste blandt andet vrede mænd råbe ”Befri Palæstina” og andre referencer til Israels krig i Gazastriben, som har kostet tusindvis af civile palæstinensere livet.

Jyllands-Postens udsendte medarbejder talte fredag med flere israelere, som havde oplevet volden.

»Nogle blev kørt ned af en bil. Andre blev bestjålet, slået og nogle kastet ned i kanalerne. De fik først lov til at komme op af det iskolde vand, når de havde råbt: Free Palestine. Det var afpresning,« sagde den 21-årige Amir Ganor.

Ifølge en anden israelsk fodboldfan gik overfaldsmændene målrettet efter jøder.

»Da vi kom ud fra togstationen, blev vi angrebet af hundredvis af pro-palæstina-tilhængere, der råbte ”jøder” på arabisk. Men de råbte det også på tysk: Juden,« sagde den 23-årige Iddo.

Der florerer flere videoer på de sociale medier, der angiveligt viser sammenstødene i Amsterdam. Foto: @iannet/x via Reuters

Den israelske premierminister Benjamin Netanyahu sammenlignede overfaldene med Krystalnatten i 1938, da nazisterne smadrede jødiske butikker og synagoger og dræbte jøder som startskuddet til Holocaust.

Samtidig kunne hollandske Ajax-fans, som Jyllands-Posten talte med, berette om, at en hård gruppe Tel Aviv-fans allerede om onsdagen – to dage før volden eskalerede – havde sunget nedsættende sange om arabere og revet et palæstinensisk flag ned fra en bygning.