Fortsæt til indhold
International

Mark Zuckerberg truer med at lukke Facebook og Instagram i Europa

Hvis virksomheden Meta ikke længere må lagre og bearbejde europæiske brugerdata på servere i USA, så vil platformene Facebook og Instagram lukke ned i Europa. Sådan lyder truslen fra Mark Zuckerberg og ledelsen i virksomhedens seneste kvartalsrapport.

Hvis ikke techgiganten Meta længere må lagre og bearbejde data fra europæiske brugere på servere i USA, overvejer den at lukke tjenesterne Facebook og Instagram for europæiske brugere.

Sådan lyder truslen i virksomhedens seneste kvartalsrapport til det amerikanske føderale agentur Securities and Exchange Commission (SEC), skriver mediet City A.M og flere andre medier.

»Hvis ikke der nås til enighed om en ny ramme for transatlantisk dataoverførsel, og vi ikke længere kan opretholde alternative måder til at overføre data fra Europa til USA, vil vi sandsynligvis ikke være i stand til at tilbyde vores produkter og services, herunder Facebook og Instagram, i Europa,« skriver Meta i rapporten.

Stridigheden bunder i rammerne for regulering af transatlantisk udveksling af personoplysninger til kommercielle formål mellem EU og USA, der er under granskning i EU for mangelfuld datasikkerhed.

I juli 2020 erklærede EU-Domstolen den såkaldte Privacy Shield-ordning, den daværende lovgivningsramme for dataoverførsler mellem EU og USA, for ugyldig, da domstolen ikke mente, at de amerikanske myndigheders masseovervågning og sikring af brugerdata var forenelige med GDPR-reglerne i EU.

Siden da har myndighederne i EU og i USA arbejdet på en ny lovgivningsramme, som endnu ikke er færdig. Men hvis den nye ramme ikke giver Meta mulighed for at lagre og bearbejde og dele europæiske brugerdata på amerikansk jord som hidtil, så truer Meta altså med at forlade Europa.

»Mens lovgivere arbejder på en bæredygtig og langtidsholdbar løsning, opfordrer vi myndigheder til at søge en proportionel og pragmatisk tilgang for at minimere forstyrrelserne for Meta og de mange tusinde andre firmaer, organisationer og tjenester, der beror på sikre dataoverførsler mellem Europa og USA for at kunne drive forretning,« siger topchef med ansvar for Global Affairs hos Meta, Nick Clegg, i en udtalelse til City A.M.

Det er ikke første gang, at Meta lufter et farvel til Europa på grund af stridigheder om transatlantiske dataoverførsler.

I august 2020 beordrede Irlands tilsynsmyndighed (Idpc) det daværende Facebook til at stoppe med at sende brugerdata fra Europa til servere i USA, fordi tilsynsmyndigheden ikke mente, at Facebooks håndtering af brugerdata levede op til kravene i EU’s databeskyttelsesforordning GDPR.

Det var Facebook uenig i, og indgav derfor et søgsmål, hvor virksomheden argumenterede for, at der var tale om urimelige krav, og at virksomheden i værste fald ville være nødsaget til at lukke for dens to platforme i Europa. I en erklæring til den irske højesteret argumenterede virksomheden desuden for, at Facebook diskrimineres som eneste techgigant, imens konkurrenter som Google går fri.