Flere mistænkelige kirkebrande efter fundet af hundredvis af grave på katolske kostskoler
I alt fire katolske kirker i indfødte samfund i Canada er den seneste uge brændt ned til grunden, og myndighederne mistænker brandene for at være påsat.
Lørdag brændte to katolske kirker i reservater tilhørende indfødte canadiere ned til grunden i den canadiske provins British Columbia.
Inden for den seneste uge er i alt fire katolske kirker brændt ned til grunden i indfødte samfund i British Columbia, og de lokale myndigheder mistænker alle brandene for at være påsat. Det skriver BBC.
»Ved nærmere undersøgelse af brandstedet mener vi, at der har været anvendt en form for tændvæske,« siger Bob Graham, chef for brandmyndighederne i byen Oliver, til Canadian Broadcasting Corporation.
De to første kirkebrande blev rapporteret mandag på helligdagen National Aboriginal Day, hvor canadierne fejrer landets indfødte befolkning og kultur.
Kirkebrandene er sket efter fundene af flere hundrede umarkerede grave ved katolske kostskoler i provinserne Saskatchewan og British Columbia.
Fundene har rystet Canada.
I slutningen af maj blev der opdaget grave med de jordiske rester af 215 børn ved Kamloops Indian Residential School i provinsen British Columbia, og på kostskolen Marieval Indian Residential School i den østlige del af Saskatchewan blev der onsdag fundet yderligere 751 grave.
Premierminister Justin Trudeau udtalte på et pressemøde fredag, at han er »forfærdelig bedrøvet« efter det seneste fund af de mange hundrede umarkerede grave.
»Den smerte og det traume, som I mærker, det må Canada tage på sig,« siger han.
Mellem 1863 og 1998 blev mere end 150.000 indfødte børn i landet taget fra deres familier og sendt på mere end 130 religiøse kostskoler for at assimileres i det canadiske samfund. Skolerne blev finansieret af staten og drevet af den katolske kirke.
Børnene blev tvunget til at tage afstand fra deres oprindelige sprog og kultur, og fra 1920, hvor kostskoleopholdene blev obligatoriske for indfødte børn, risikerede forældrene fængselsstraf, hvis ikke de ville give afkald på deres børn.
Danmark kender det i mindre målestok med grønlandske børn, som i 1951 blev fjernet fra deres familier og sendt på opdragelse i Danmark.
Den canadiske domstolsinstans Truth and Reconciliation Commission udgav i 2015 en undersøgelsesrapport på 4.000 sider, der beskriver den daværende kostskolepolitik i Canada som et »kulturelt folkemord«.
Rapporten beskriver i detaljer, hvordan kostskoleleverne blev udsat for omsorgssvigt, boede under stærkt kritisable boligforhold og i flere tilfælde blev seksuelt misbrugt af lærere og medarbejdere på skolerne. Børnene på disse kostskoler havde en markant højere dødelighedsrate end den øvrige befolkning.
I 2017 bad den canadiske premierminister, Justin Trudeau, den daværende Pave Frans om at undskylde for den katolske kirkes rolle i driften af de canadiske kostskoler, hvilket den katolske kirke har afvist.