Donald Trump holder foreløbig skansen i flere afgørende svingstater, men det bliver tæt løb
Donald Trump ligger til sejr i den vigtige svingstat Florida og har de seneste timer indhentet Joe Bidens indledende føring i flere svingstater. Optællingen af brev- og forhåndsstemmer kan dog vende op og ned på det hele.
LOS ANGELES
Selvom befolkningen stemmer i alle 50 amerikanske delstater, handler præsidentvalget sædvanligvis alene om 11 stater.
Florida, Nevada, Georgia, Iowa, Wisconsin, Michigan, Pennsylvania, Arizona, North Carolina, Ohio og Texas.
Intet er afgjort på nuværende tidspunkt. Og det ser under alle omstændigheder ud til at blive et meget tættere løb, end mange eksperter havde forudset.
Florida er en af de mest kendte svingstater og vigtigste slagmarker med hele 29 valgmænd på spil, og her ser præsident Donald Trump foreløbig ud til at føre og have en realistisk chance for at vinde.
Siden 1928 har kun to kandidater tabt Florida og stadig vundet præsidentembedet.
Hen over sommeren tog Joe Biden en solid føring i meningsmålingerne, men Trump har de seneste måneder gjort comeback og ligger altså lige nu til en sejr i den solrige stat.
Donald Trump ligger også godt til i Georgia og Michigan, hvor han i skrivende stund fører stort, mens han fører knebent i Texas.
Tidligere på natten så det ud til, at Trump havde problemer i en række andre svingstater, som han vandt ved valget i 2016, og som sandsynligvis er nødvendige for et genvalg til Donald Trump.
Udfordreren Joe Biden førte ifølge de foreløbige optællinger i blandt andet i North Carolina, Ohio og Pennsylvania, som Trump har hårdt brug for.
Siden da har Trump overtaget momentum i netop disse staer.
Med 58 pct. af stemmerne optalt førte Joe Biden ifølge ABC News med 54,1 pct. mod 47,4 pct. i Ohio. Nu er stillingen 53,1 pct. til Trump mod 45,4 pct. til Biden, og 86 pct. af stemmerne talt op.
Donald Trump vandt i 2016 en stensikker sejr i Ohio med 8,1 procentpoint, men i år er delstaten tilbage som en klassisk svingstat, der lige nu ser ud til at kunne vippe til begge sider.
Det hører dog med til billedet, at det er forskelligt fra stat til stat, hvornår brev- og forhåndsstemmer tælles op, og det kan resultere i store forskelle på de tidlige og endelige resultater. Joe Biden ventes generelt at få flest brev- og forhåndsstemmer, mens republikanske vælgere ifølge valgeksperter er mere tilbøjelige til at møde op og stemme ved valgstederne.
Hvis brev- og forhåndsstemmer først tælles op til sidst i en stat, skal Trump med andre ord alt andet lige have et markant forspring for at være sikker på sejr i den pågældende stat.
Trump vandt i 2016 i North Carolina med 3,6 procentpoint. Tidligere på aftenen førte Joe Biden med 50,2 pct. af stemmerne mod 48,6 pct. til Donald Trump. Nu fører Trump knebent med 50,1 pct. mod 48,7 pct.
I over 40 år er North Carolina kun én gang blevet vundet af en demokratisk kandidat, Barack Obama. Historisk svinger delstaten klart til højre, men det er ikke længere en selvfølge.
Donald Trump overraskede desuden mange, da han i 2016 løb med en snæver sejr i Pennsylvania på den amerikanske østkyst. Trump vandt dengang med med 0,2 procentpoint.
Joe Biden så tidligt på natten ud til at føre stort i Pennsylvania ved dette præsidentvalg, men da var der fortsat kun optalt under 20 procent af stemmerne. Med 45 procent af stemmerne optalt fører Trump nu med 55,7 pct. mod 42,9 pct.
I netop Pennsylvania vil resultatet dog være forbundet med meget stor usikkerhed, idet de sidste indkomne brevstemmer først færdigtælles senere på ugen.
Alt i alt ser præsidentvalget i skrivende stund ud til at blive en langt mere jævnbyrdig affære, end mange eksperter havde forusagt.