Fortsæt til indhold
Indland

Retshjælp hacket efter Roj TV-dom

Københavns Retshjælps hjemmeside viste kun et youtube-klip.

Det var ikke muligt at bruge hjemmesiden for Københavns Retshjælp i et stykke tid tirsdag. Den viste nemlig kun et youtube-klip og en besked fra personer, som støtter Roj TV.

"Denne hjemmeside er blevet hacket på grund af angrebet på den kurdiske tv-kanal Roj TV! Roj TV er det kurdiske folks stemme," sagde meddelelsen på hjemmesiden.

Det er endnu uvist, om andre hjemmesider blev ramt. Angrebet kom efter Østre Landsret valgte at skærpe dommen over den kurdiske ROJ TV onsdag i sidste uge.

Bøde på fem milioner

Den kurdiske tv-station ROJ TV og selskabet bag, Mesopotamia Broadcast, blev i Østre Landsret hver idømt bøder på 5 mio. kr.

Retten mente, som byretten havde gjort det, at ROJ TV fremmer terror ved at propagandere for organisationen PKK, der er på EU's terrorliste, og som af by- og landsret er vurderet til at være en terrororganisation.

Ifølge Østre Landsret er PKK desuden med til at finansiere ROJ TV.