Minister om fejl i kræftprøver: »Det må jo ikke ske på sådan et område«
Ellen Trane Nørby (V) beder nu Danske Regioner om en redegørelse.
Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) beder nu Danske Regioner om en redegørelse, efter TV 2 har afsløret, at der er sket fejl i screeningen af tarmkræft for en række borgere i Region Syddanmark.
Elle Trane Nørby kalder sagen »alvorlig,« skriver TV 2.
Mindst 11 borgere i regionen har fået et brev med deres eget navn, men med et prøvesæt, der har en anden borgers navn. Dermed kan der altså være sket forbytninger af de afføringsprøver, som borgerne har sendt ind - og de kan dermed potentielt have modtaget et forkert svar på prøven.
Fejlen er sket d. 2. oktober i år, da Strålfors, der er underleverandør til Postnord, har pakket 635 breve til borgere i Region Syddanmark manuelt, fordi den maskine, virksomheden normalt benytter sig af, var i stykker.
»De siger jo, at det er en manuel fejl i deres pakning. Og menneskelige fejl kan ske, men det må jo ikke ske på sådan et område. Derfor er det også klart, at den her underleverandør er nødt til at komme med en forklaring og få redegjort for, i hvor stort omfang det her gør sig gældende,« siger Ellen Trane Nørby til TV 2.
Fejlen skaber usikkerhed for patienterne i screeningprogrammet, påpeger hun.
Indtil videre har Stålfors fundet mindst otte borgere, der med sikkerhed har fejl i deres prøve, men man er endnu ved at undersøge hele omfanget af sagen.
Ellen Trane Nørby har imidlertid bedt Danske Regioner om at redegøre for, hvordan man håndterer kontakten til patienterne, og om man kan stole på leverandøren til at løse opgaven.
Screeningen for tarmkræft tilbydes alle mænd i alderen 50-74 år.