Fortsæt til indhold
Indland

»Dybt alvorligt«: Flere hundrede danskere kan være blevet udsat for fejl efter kræftundersøgelse

Mindst 11 personer er med sikkerhed blevet ramt af fejlen, ifølge TV 2.

Fejlen kan have ramt 635 danskere, efter der muligvis er blevet byttet rundt på borgeres afføringsprøver i Region Syddanmark.

Indtil videre har 11 borgere henvendt sig, fordi de har fået et forkert svar på deres screening for tarmkræft.

Borgerne har fået et brev med deres eget navn på, men hvor resultatet stammer fra en anden persons prøvesæt.

Det afslører TV 2.

Fejlen er opstået hos virksomheden Strålfors, da en pakkemaskine røg ud af drift den 2. oktober, hvilket betød, at prøverne blev pakket manuelt.

Det kan betyde, at nogle personer har fået et positivt svar, selvom de har en risiko for at have udviklet kræft.

Det er »dybt alvorligt« og »en potentielt kæmpe fadæse«, ifølge Dorthe Crüger, sygehusdirektør ved Sygehus Lillebælt.

Omfanget af fejlen er endnu uvist, da Strålfors også udsender invitationer til kræftscreeninger i andre danske regioner, ligesom pakkemaskinen tidligere har været ramt af problemer.

Region Syddanmark vil nu bede alle borgere, der har fået tilsendt et prøvesæt i den ramte periode, om at aflevere en ny prøve.

Alle mænd og kvinder mellem 50 og 74 år er over en fireårig periode blevet tilbudt af deltage i undersøgelsen.

Borgeren får sendt et brev med prøvesæt og information om undersøgelsen, hvorefter personen selv skal tage prøven og sende den til laboratoriet for undersøgelse af blod i afføringen.