Læger efter dødsfald: Utroligt der ikke blev lavet større fejl i det kaos
Flere læger står nu frem og fortæller om arbejdsmiljøet på Svendborg Sygehus efter en ung læge er blevet stillet til ansvar i forbindelse med et dødsfald.
»Det er utroligt, at der ikke blev lavet større fejl i det kaos, der var på Svendborg FAM (Fælles Akutmodtagelse, red).«
Sådan lyder det fra Annette Fibiger, læge og tidligere ansat på Svendborg Sygehus, til Ugeskriftet. Hun har fulgt Svendborgsagen om den unge læge, der i sidste måned blev dømt for grov forsømmelse, efter en patient døde på afdelingen i 2013.
Annette Fibiger arbejdede i akutmodtagelsen i samme periode, som hændelsen fandt sted. Hun beskriver arbejdspladsen som kaotisk og er i dag forundret over, at der ikke skete flere fejl.
Der var så få ressourcer på afdelingen, at de unge læger måtte tage ekstra vagter, som normalt kun dækkes af erfarne læger med kirurgiske kompetencer, forklarer hun. Erfaringer som Annette Fibiger og flere af hendes unge kollegaer ikke havde.
»Vi gik i vagt hele tiden, fordi vi skulle dække to vagtlag. Det var udmattende,« forklarer Annette Fibiger til Ugeskriftet.
Iza Alfredsen arbejdede også på afdelingen i 2013 og havde samme oplevelse på Annette Fibiger. De fortæller, at de unge læger flere gange forsøgte at råbe ledelsen op.
Derfor mener de ikke, at man kan placere ansvaret hos en ung læge. Ansvaret ligger højere oppe, fastslår de.
Tilbage i 2013 arrangerede de unge læger også et møde med ledelsen i håb om at få et bedre arbejdsmiljø.
Det møde endte ikke som de unge ansatte havde håbet på. Iza Alfredsen og Annette Fibiger føler ikke, de blev taget seriøst, og arbejdsgangen fortsatte derfor som hidtil.
Deres tidligere chef Claus Vinther er stadig ledende overlæge på Kirurgisk Afdeling på Svendborg Sygehus. Han husker ikke noget om et møde, hvor der blev klaget over arbejdsmiljøet.
»Jeg er selvfølgelig ked af, at de ikke har følt, at de er blevet hørt, men jeg genkender ikke billedet af, at de har forsøgt at tale med mig om arbejdsmiljøet,« siger han til Ugeskriftet.
Den unge læge, der er blevet dømt for grov forsømmelse efter at have arbejdet på afdelingen, har nu anket sagen ved Højesteret.