Politiet leder efter svensk journalist i havet
Øresund og Køgebugt undersøges i samarbejde med Forsvaret.
Politiet leder fortsat efter den forsvundne, svenske journalist Kim Wall.
»Vi håber stadig på, at vi kan finde Kim Wall i live, men vi forbereder os på, at hun meget vel ikke kan være det,« sagde drabsefterforsker Jens Møller Jensen på et pressemøde søndag.
Selvom håbet fortsat lever, er politiet også begyndt at lede efter Kim Wall i havet ud for Sjælland.
»Derudover gennemfører vi en undersøgelse i Køge Bugt-området og i den sydlige del af Øresund, for at se om vi kan bjærge en død person,« sagde drabschef Jens Møller Jensen.
Undersøgelsen foregår både i vandet og fra luften, og ifølge drabschefen samarbejder politiet med Forsvaret.
Politiet kan ikke oplyse mere på nuværende tidspunkt, og det vides ikke hvor mange personer, der indgår i eftersøgningen – eller hvor stort et område de leder i.
Drabschef Jens Møller Jensen løftede heller ikke sløret for, om politiets eftersøgning foregår på baggrund af konkrete oplysninger. Dog kom det frem, at Peter Madsen, har givet politiet forskellige forklaringer, der tilsyneladende relaterer sig direkte til, Kim Walls færden.
»Vi valgte i den første pressemeddelelse om denne sag at sige, at han havde forklaret, at han havde sat hende af klokken 22.30 på Refshaleøen, og i og med at jeg så siger, der er givet forskellige forklaringer, så er det rigtigt, at så har vi siden fået en anden forklaring,« lød det på pressemødet.