Københavns Politi til bander: Stop vanviddet
I et usædvanligt hårdt opråb opfordrer politiet borgerne til at hjælpe med at fange personerne bag de seneste skyderier i byen.
En 17-årig ung mand uden relation til bander er den seneste, der er blevet ramt af skud i København. Det skete fredag eftermiddag, da to personer kørende på en scooter skød mod den unge mand. Han blev ramt i foden.
I en pressemeddelelse sent fredag aften opfordrer politiet til, at man »stopper vanviddet«. De to gerningsmænd kaldes for »galninge«, og skuddene mod den unge mand, der ifølge politiet var et tilfældigt offer, kaldes for en »kujonagtig og vanvittig handling.«
»Det er selvsagt uden modstykke en kujonagtig og vanvittig handling at komme kørende på en scooter og så skyde på den første og bedste, man tilfældigvis møder på stien. Flere af vores patruljer var i området, og en af dem var millimeter fra at pågribe de to gerningsmænd,« lyder det fra Københavns Politi, der fortsætter:
»Hvis du ved, hvem de er, har hørt dem prale af deres vanvidshandling, eller bare har hørt om det, håber vi, at du vil kontakte Københavns Politi og fortælle om din viden. Vi sidder klar ved telefonerne på 114 og venter på dit opkald. Så ved du noget, eller ser du noget, er det vigtigt, at du ringer til os og ikke tænker, at det er der nok andre, der gør.«
Der er de seneste dage blevet skudt flere gange i Københavns gader. Tidligere fredag skød personer i to biler mod hinanden, og en mand blev ramt. Hans tilstand er ukendt. Onsdag blev en anden mand ramt af skud i ballen.