Håb for de togrejsende: Største togsatsning nogensinde i gang
Pendlere og togrejsende kan godt begynde at glæde sig. Der investeres næsten 120 mia. kr. i tog, skinner og nye signaler.
Hurtigere, bedre og mere præcise tog er på vej for de togrejsende og pendlerne.
Aldrig før er der investeret så massivt i togdrift i Danmark som lige nu. I alt løber de igangsatte togprojekter op i 119,1 mia. kr., viser en opgørelse, som Transportministeriet har udarbejdet for Jyllands-Posten.
Samtidig med at der bygges nye jernbaner, letbaner, metro, broer, tunneller, elektrificeres og sættes nye togsignaler op for 119 mia. kr., er der ”kun” sat vejprojekter i gang for knap 38 mia. kr., viser tal fra Vejdirektoratet.
Jeg vil hellere bruge penge på at udbygge motorvej E45 end på flere letbaner.
Oven i de 119 mia. kr. kommer yderligere 6,4 mia. kr. til elektrificering af flere togstrækninger, der allerede er afsat på finansloven for de kommende år. Desuden skal der købes nye eltog for mellem 17 og 21 mia. kr., hvilket heller ikke er med i regnestykket. Hovedparten af de 27,5 mia. kr. fra aftalen om Togfonden.dk er til gengæld ikke med, da pengene endnu ikke er afsat.
Den massive investering overrasker flere trafikforskere og transportminister Ole Birk Olesen (LA).
Vejenes tur
»Der er mange, det ikke er gået op for, at vi bruger rigtig meget på jernbanen i øjeblikket. Samlet set går to tredjedele af investeringer i infrastruktur i disse år til den kollektive trafik og kun en tredjedel til vejene – selv om 90 pct. af transporten foregår på vejene,« siger Ole Birk Olesen.
Han mener derfor, at det nu er vejenes tur til at få et løft.
»Derfor skal alle de penge, vi de kommende år kan skaffe til ny infrastruktur, gå til vejene. Pengene kan ikke bruges to gange, og jeg vil hellere bruge penge på at udbygge motorvej E45 end på flere letbaner.«
Mens trafikforsker Per Homann Jespersen fra Roskilde Universitet, RUC, roser den kraftige satsning på tog, opfordrer professor Mogens Fosgerau fra DTU politikerne til at tænke sig godt om, inden de vælger tog frem for f.eks. busser:
»Det er dyrt at investere i skinner, og letbanerne – især letbanen i Odense – bliver alt for dyr. Det er rigtig svært at forklare, hvorfor det er så meget bedre med en letbane end med en bus, når prisen er så meget højere for letbanen,« siger Mogens Fosgerau, der også betegner den planlagte jernbane fra Vejle til Billund som »alt for dyr«.