Skræmmebilleder på cigaretpakker afskrækker kun få rygere
Ny undersøgelse tyder på, at de klamme billeder på cigaretpakker ikke har den store effekt på rygerne.
Kulsorte rygerlunger eller advarsler om impotens og tidlig død er bare nogle af de skræmmeeksempler, der pryder danske cigaretpakker.
Men de barske advarselsbilleder preller tilsyneladende af på de fleste rygere, viser en ny undersøgelse fra Coop Analyse ifølge Samvirke.
59 procent af rygerne svarer, at de ikke bliver påvirket af de makabre billeder. Kun 14 procent af rygerne i undersøgelsen – svarende til hver 7. – er enige eller overvejende enige i, at billederne giver dem lyst til at stoppe. Det oplyser Coop i en pressemeddelelse.
Ifølge forskningschef på Statens Institut for Folkesundhed Janne Schurmann Tolstrup er det svært direkte at måle effekten af billederne, men hun er ikke overrasket over rygernes svar.
»De undersøgelser, der er lavet, viser, at billederne har en lille effekt, men hovedsageligt for dem, der allerede er på nippet til at stoppe. Som fast ryger vænner man sig til billederne, og efter et stykke tid holder man op med at registrere dem,« siger hun til Samvirke.
Siden 2012 man som ryger blevet mødt af skræmmebilleder af tilrøgede rygerlunge eller kræftbylder, når man stod med en pakke cigaretter i hånde. Dengang blev billederne indført som et lovkrav til alle producenter af cigaretter i Danmark.
Generelt er skræmmebilleder ikke det mest effektive middel mod rygning, påpeger Janne Schurmann Tolstrup. Der skal man i stedet kigge på for eksempel pris og tilgængelighed.
Selvom det kun er en mindre del af rygerne, der føler, at skræmmebillederne påvirker dem, er de stærke advarsler ikke uvæsentlige, mener projektchef for tobaksforebyggelse i Kræftens Bekæmpelse, Niels Them Kjær. De faste rygere er nemlig ikke den primære målgruppe for skræmmebillederne, siger han.
»Det primære formål med billederne er at forebygge, at børn og unge begynder at ryge. Voksne ryger af afhængighed og er derfor mindre modtagelige over for de her billeder,« siger han til Samvirke.
Ifølge Socialdemokratiet bør tobaksprodukter gøres "usynlige" i butikkerne og cigaretpakkerne skal være neutrale. Dermed håber partiet at færre unge vil blive lokket til at begynde at ryge.
Sundhedsstyrelsen anbefalede sidste år en national målsætning for helt at udfase tobak i Danmark. Tobaksafgifterne skulle øges, cigaretpakkerne skulle gøres helt neutrale og rygeloven - som i år fejrer 10-års jubilæum - skulle håndhæves strengere.
105 lande havde i oktober 2016 en lovgivning, der påbød advarselsbilleder på cigaretpakkerne, fremgår det af en rapport fra den canadiske pendant til Kræftens Bekæmpelse. I blandt andet Australien har man taget skridtet videre og indført neutrale cigaretpakker, hvor det er forbudt for producenten at bruge logo og egne farver og teksttyper.