Fortsæt til indhold
Indland

Ukendte gerningsmænd løsnede hjulboltene på personbil

Tidligere har en cyklist advaret mod folk, der løsner møtrikker på cykler.

Det var først, da en 41-årig mand fra Jyllinge var begyndt at køre af sted i sin bil, at han mærkede, at der var noget galt.

Hjulene på bilen sad løst.

Herefter kontaktede han Midt- og Vestsjællands Politi, der modtog anmeldelsen klokken 13.35 mandag eftermiddag.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Hjulboltene på bilen blev løsnet mellem torsdag og mandag, ifølge politiet.

I den periode holdt bilen på Karalvej i Jyllinge.

Politiet efterlyser nu folk, der kan hjælpe med at opklare sagen.

»Det er en yderst farligt handling at foretage sig den slags ting, og politiet hører meget gerne fra vidner eller andre, der har oplysninger til sagen,« skriver Midt- og Vestsjællands Politi.

Vidner kan ringe til politiet på telefon 114.

Søndag sendte en cyklist en Facebook-opfordring til andre cyklister efter en lignende episode.

Simon Langkjærs forhjul faldt af, da han passerede et fartbump på cykelstien, og han endte med ansigtet i asfalten.

Siden har det vist sig, at han har brækket sin næse, tabt en tand, pådraget sig en hjernerystelse og fået adskillige læsioner i hovedet.

Det var dog ikke skaderne i sig selv, der fik den unge mand til at sende en advarsel til »alle cyklister i KBH og omegn« på Facebook.

For ifølge Simon Langkjær har nogen »pillet ved min cykel og fjernet møtrikkerne, der holdt mit forhjul fast til min cykel«.

Han opfordrer derfor både gerningsmændene til at stoppe »disse ondskabsfulde og farlige handlinger« og andre cyklister til at tjekke deres cykler.