Fortsæt til indhold
Indland

Endnu en dansker opgiver vildt rekordforsøg på Mount Everest

Nikolaj Niebuhr, der er lam i højre side af kroppen, har opgivet at bestige bjerget 500 meter fra toppen.

Danske Rasmus Kragh er ikke den eneste landsmand, der har forsøgt sig med at slå rekorder i det barske terræn på Mount Everest de seneste dage.

Den 28-årige klatrer forsøgte at blive den første dansker til at bestige bjerget uden brug af kunstig ilt, men mandag måtte han opgive forsøget 250 meter fra toppen af bjerget på grund af uvejr.

Også nordjyske Nikolaj Niebuhr har netop forsøgt at hive en rekord i land. Han ville være den første dansker med et handicap, der nåede toppen, som ligger 8.848 meter over havets overflade.

Nu har Niebuhr, der er lam i højre side af kroppen, dog opgivet forsøget 500 meter fra målet. Dårligt vejr og en overbelastet skulder er årsagerne til, at han har droppet sit foretagene.

»Grundet hårdt vejr og en overbelastet skulder, så valgte Nikolaj at vende om, da han var 8.300 meter oppe. De gik forbi en af de omkomne fra dagen forinden, og Nikolaj tænkte, at han ville ende på samme måde, hvis han gik til toppen. Med de mange omkomne, så kan man vist kun sige, at det er en yderst fornuftig beslutning, især når man tager i betragtning at hans højre side er lammet,« står der på Facebook-siden, hvor man kan følge klatrerens færd.

Nikolaj Niebuhr er nu kommet tilbage til base camp. Dermed er han ude af farezonen og »ved rigtig godt mod«. Han har lagt en video op, hvor man kan se ham i lejren.

»Jeg sad der i et lille stykke tid og tænke på, at jeg kunne fortsætte, men at det ville være med en masse smerter. Når jeg kom tilbage ville jeg nok slutte mig til den døde krop, der lå ved siden af mig. Så jeg besluttede mig for ikke at risikere for meget og tog tilbage,« siger han i videoen.

Rasmus Kragh er også på vej tilbage til base camp. Tirsdag meddelte hans familie på Facebook, at man var bekymret for ham, fordi han havde virket dehydreret og udmattet, da han ringede hjem. Ramus Kragh lå på det tidspunkt stadig i sit telt i 7.700 meters højde uden adgang til mad og drikke, og han havde problemer med at føle sine hænder og fødder.

Tirsdag aften var han dog nået til den såkaldte advanced base camp, som ligger i ca. 6.400 meters højde, og hvor der er mulighed for at få vådt og tørt samt lægehjælp. Seneste nyt i sagen er, at han onsdag fortsætter nedstigningen mod base camp.