Mistede søn til meningitis: Mor står frem med opfordring til andre forældre
Trine Baadsgaards døde 16 år gammel af meningitis for et år siden. Nu deler hun sin viden, for at få mere fokus på sygdommen og de forebyggelsesmuligheder, der findes. Meningitis forening efterlyser mere information.
»Jeg er en mor, der mistede min søn til en sygdom, han kunne være vaccineret mod. Men jeg vidste det ikke. Jeg er ikke ekspert, men synes at andre skal vide det samme, som jeg ville ønske at have vidst – det er min eneste mission.«
Sådan lyder det i et Facebookopslag fra Trine Baadsgaard, som mistede sin 16-årige søn til en sjælden type af meningitis i januar sidste år.
Hun fortæller, at fra sønnen fik de første symptomer, som var feber, hovedpine og opkast, gik der 24 timer inden han havde mistet livet. Sønnen havde ikke nakkestivhed, skriver hun, som ellers ofte er et tegn på sygdommen.
Efter tabet af sin søn gav Trine Baadsgaard sig selv og ham et løfte - at hverken unge eller gamle skulle være uvidende om, hvor farlig sygdommen er, og hvilke muligheder der findes for at forhindre den.
»Det berører mig dybt, at jeg ikke har været i stand til at holde mit løfte til Mathias! Og lige nu er det som om de unge mænd dør om ørerne på mig. Siden Mathias døde for kun et et år siden – er to unge mænd på 17 og 18 år også døde af præcis det samme. Det giver altså tre døde unge mænd på et år alene i Københavnsområdet,« skriver Trine Baadsgaard.
I opslaget på Facebook om sønnens død, gør hun også opmærksom på, hvordan risikoen for sygdommen kan minimeres.
Der findes en vaccine mod den type af meningitis, som hendes søn havde. Men ifølge Trine Baadsgaards opslag ved alt for få, at der er mulighed for at blive vaccineret. Derfor opfordrer hun andre til at blive vaccineret.
»Hvis det var mig, så ville jeg sørge for, at mine unge fik den vaccine – hellere i dag end i morgen,« skriver hun.
Samtidig gør Trine Baadsgaard også opmærksom på, hun er klar over, at der ikke kan vaccineres mod alle typer af meningitis og en lang række andre sygdomme, samt at der heller ikke er nogen garanti for ikke at miste livet i andre sammenhænge eksempelvis i en ulykke.
Men det undrer hende, at når muligheden for at give en vaccine er der, at sundhedsmyndighederne ikke som standard tilbyder det.
Bolette Søborg, overlæge hos Sundhedsstyrelsen mener, at dødsfald altid er tragiske, og har derfor forståelse for, at Trine Baadsgaard har delt oplevelsen på Facebook, men ifølge hende er der en helt naturlig årsag til, at Sundhedsstyrelsen ikke anbefaler den vaccine, som Trine Baadsgaard efterspørg.
»Vi holder hele tiden øje med udviklingen af sygdommen, og på nuværende tidspunkt er tendensen faldende. Men skulle der komme en stigning, vil vi igen vurdere, om vi skal tilbyde vaccinen,«siger hun.
For overlægen er det vigtigt at pointere, at en anbefaling altid handler om at vurdere fordele og ulemper ved en vaccine, for medicin har også bivirkninger. Bolette Søborg tror umiddelbart ikke, at opslaget om meningitis vil skabe frygt hos folk, men skulle det ske er hendes opfordring, at søge viden hos fagfolk.
»Man kan altid tage kontakt til egen læge og få noget information. Det er en god ide at gøre, hvis man føler sig utryg i forhold til sygdommen. Man kan også altid snakke med sin læge om vaccinen. I nogle tilfælde anbefales det jo, at få en vaccination mod meningitis, hvis man rejser til bestemte lande,« siger overlægen.
Ifølge formand for Landsforeningen Meningitis, Martin Bak, adskiller Danmark sig ikke fra mange andre lande ved ikke at tilbyde denne vaccine som standard. Han forklarer, at selvom vaccinen ikke indgår i eksempelvis det offentlige vaccinationsprogram, betyder det ikke, at den ikke er tilgængelig.
»Af en eller anden grund anbefaler Sundhedsstyrelsen kun de vacciner, som de selv tilbyder. Derfor får den ikke det prædikat, at den er blevet anbefalet. Men her er det vigtigt at huske, at det ikke betyder, at styrelsen fraråder den,« siger formanden.
Han understreger, at trods den manglende anbefaling fra Sundhedstyrelsen, er vaccinen stadig godkendt.
Martin Bak ser gerne, at myndighederne oplyser mere om sygdommen generelt. For selv om meningitis ifølge formanden i sig selv er en sjælden sygdom i Danmark, og den type, som Trine Baadsgaards søn havde, kun rammer få, mener han, at det er positivt, at der bliver sat fokus på sygdommen.
»Set med mine øjne, er det meget positivt, at der bliver sat fokus på muligheden for at forebygge meningitis, da det er en rigtig grim sygdom, som op mod 20 pct. af dem, der rammes af den ender med at dø af det,« siger han.
Det er ikke hans indtryk, at et opslag som Trine Baadsgaards skaber frygt blandt folk, selvom sygdommen er farligt.
Martin Bak mener, at der godt kunne være mere fokus på sygdommen. Han påpeger, at der kun bliver skrevet om meningitis, når det har haft den sørgelige konsekvens, at nogen har mistet livet til den.
»Der er blevet skrevet en del om sygdommen på det sidste, da to unge mænd i København også har mistet livet til den,« siger han.
Søndag eftermiddag har knap 55.000 gange fulgt Trine Baadsgaards opfordring og delt opslaget på facebook.
»Jeg gav min søn et løfte, og nu er mit budskab delt mere end 50.000 gange. Jeg er taknemmelig over, at jeg med hjælp fra mange mennesker, har kunnet holde mit løfte til ham,« siger hun til Jyllands-Posten.