Fortsæt til indhold
Indland

Butiksejer: »Hvis du ikke vil på Facebook, må du lade være med at stjæle«

En butiksejer i Silkeborg er blevet politianmeldt af en tyv for at have lagt en video af hendes ugerning på Facebook. Han håber, videoen vil få en præventiv effekt.

Må man lægge en video af en formodet tyv på Facebook?

Ifølge lovgivningen nej, og derfor står butiksejer Henrik Mølbach Thomsen fra Silkeborg lige nu til at få en bøde på op til 3.000 kr., efter han lagde en video af en tyv på Facebook. Videoen viser en ung kvinde, der stjæler en jakke fra Henrik Thomsens butik Laura Thomsen i Silkeborg, og Henrik Thomsen valgte at lægge den på Facebook i håbet om at identificere kvinden.

Identificeret blev hun, og politiet fandt frem til hende og den stjålne jakke, men nu har hun altså anmeldt Henrik Thomsen for overtrædelse af persondataloven og straffeloven.

Men Henrik Thomsen ville lægge videoen på Facebook igen, hvis han fik chancen, fortæller han til Jyllands-Posten.

»Når min kone og jeg bruger mange timer hver uge på at arbejde, give en god service og få tingene til at hænge sammen, så strider det stik imod mine principper, når man kvitterer med at stjæle en jakke, og jeg føler mig forurettet,« siger han.

Henrik Thomsen lagde en video af en butikstyv på sin Facebook-side. Efterfølgende politianmeldte tyven ham for brud på persondataloven og straffeloven. Foto: Kim Pinderup.

Henrik Thomsen havde allerede en mistanke om, at tyven havde stjålet jakken, da hun forlod butikken, og han kiggede derfor med det samme efter jakken, da hun var væk. Derefter ringede han som det første til politiet, der ærligt fortalte ham, at han måtte politianmelde det, og at det derefter højst sandsynligt ville ende nederst i bunken med småsager. Derfor tog Henrik Thomsen sagen i egen hånd.

Samtidig tror jeg, det har en præventiv virkning, hvis tyve ved, at vi er nogle butiksejere, der er villige til at tage den her relativt lille bøde for at kunne få fat i tyvene.
Henrik Mølbach Thomsen, ejer af butik Laura Thomsen i Silkeborg.

Efter at have postet videoen på Facebook, fik den omkring 73.000 visninger og blev delt mere end 600 gange. Tyve timer efter var tyven fundet.

I et interview med TV Midtvest fortæller tyven, der er anonymiseret, at hun mener, Henrik Thomsen burde været gået til politiet med overvågningsvideoen i stedet for at lægge den på Facebook. Det går, ifølge hendes eget udsagn, rigtig meget ud over hendes familie, at folk har genkendt hende i videoen.

»Det er mig, der har gjort noget forkert, derfor er det mig, det skal gå ud over,« udtaler hun, der heller ikke havde forventet, at hun ville ende på Facebook, da hun valgte at stjæle jakken.

Henrik Thomsen fortæller, at han har haft besøg af tyvens far og talt med ham om episoden, og at det selvfølgelig også rørte ham.

»Jeg har stor empati og medfølelse for hendes familie, men jeg fortryder ikke min handling. Jeg har gjort hende flov, og jeg kan sagtens forstå, at hun føler sig udstillet. Men det skulle hun bare have tænkt over, før hun gjorde det. Hvis du ikke vil på Facebook, må du lade være med at stjæle,« siger han.

Henrik Thomsen havde slet ikke forestillet sig, at sagen ville få den opmærksomhed, den har gjort.

Bl.a. har butiksejeren haft besøg af Dansk Folkepartis retsordfører Peter Kofod Poulsen, der vil stille forslag om at ændre reglerne, så man har lov til at offentliggøre overvågningsbilleder og videoer i forbindelse med tyverianmeldelser.

Samtidig raser debatten på diverse sociale medier, og det glæder Henrik Thomsen.

»Jeg synes, det er spændende at se holdningerne, og se den opbakning, jeg får. Det her handler om mine principper og min forståelse af det danske retssystem. Og det handler om ærlighed frem for alt,« siger han.

Kan du forstå dem, der mener, at det burde være en domstol, der dømte hende frem for befolkningen?

»Ja, det kan jeg godt forstå, men samtidig var den her straf også en slags hensigt. Jeg vidste nok godt et eller andet sted, at jeg ville straffe hende ved at vise hendes ansigt. Men samtidig tror jeg, det har en præventiv virkning, hvis tyve ved, at vi er nogle butiksejere, der er villige til at tage den her relativt lille bøde for at kunne få fat i tyvene,« siger Henrik Thomsen.