Region: Send familielægen på pension og erstat ham med offentligt ansatte læger på sygehusene
Med et kontroversielt forslag om at ansætte de praktiserende læger i attraktive kombistillinger på sygehusene vil Region Nordjylland forsøge at tiltrække nye praktiserende læger til yderområder. PLO er udbredt skeptisk og tvivlen på effekten.
Region Nordjylland vil med en helt ny praksismodel erstatte den selvstændige praktiserende læge med sygehusansatte almenmedicinere i områder med stor mangel på praksislæger. Modellen, som kræver en ændring af sundhedsloven, får opbakning fra Danske Regioner, men mødes med udbredt skepsis af Praktiserende Lægers Organisation, PLO.
Tanken er at oprette offentlige lægeklinikker placeret på sygehusene og med attraktive kombistillinger som halvt praksislæge og halvt sygehuslæge at lokke nyuddannede læger til yderområder. Det vil ifølge regionen give patienterne kortere og mere sammenhængende behandlingsforløb, når de kan gå få meter hen ad sygehusgangen fra praksislægen til røntgenlægen eller diabetessygeplejersken.
Det er formanden for Region Nordjylland, Ulla Astman (S), som står bag det kontroversielle forslag. Regionen mangler 36 praktiserende læger, og yderligere 20 lægepraksisser er til salg. Men også i byer som Aalborg, Esbjerg og Randers er der nu mangel.
Brug for nye redskaber
Ifølge Ulla Astman er der brug for helt nye redskaber for at lukke de store huller i lægedækningen, for hverken fastholdelsestillæg, ekstra bonus til flyttevillige læger eller mulighed for regionsklinikker har løst lægemanglen.
»I øjeblikket kan vi jo ikke garantere en læge pr. patient, og vi føler ikke, at de praktiserende læger og deres organisation i tilstrækkelig omfang har forsøgt at hjælpe os med en løsning på problemet,« siger Ulla Astman.
Det nordjyske initiativ får opbakning fra Danske Regioners formand, Bent Hansen (S).
»Yderområderne skriger på læger, og de hidtidige forsøg på at løse lægemanglen har ikke virket, så det er på tide at spille helt nye modeller på banen,« siger han. Hos PLO er der stor skepsis:
»Dette rokker helt afgørende ved den institution, som den praktiserende læge er i Danmark, og offentlige klinikker på sygehusene skaffer jo ikke flere læger med et fingerknips,« siger PLO-formand Christian Freitag.
Sundhedsminister Sophie Løhde er åben over for forslag, der kan løse lægemanglen, men vil afvente et udspil fra lægedækningsudvalget.