»Nu må den hadefulde tale stoppe«
Kvinden bag politianmeldelsen mod Cheanne Nielsen er rystet over udtalelserne på DF' s landsmøde
»Meget rystet og skræmt over så voldsom en hadtale.«
Sådan var reaktionen hos Mille Stockner fra Taastrup, da hun hørte Cheanne Nielsens udfald mod udlændinge på Dansk Folkepartis landsmøde i Herning.
»Jeg tænkte: Nu må den hadefulde tale stoppe. Selvfølgelig har vi alle ret til at ytre os, men det skal ske under ansvar for loven, og med sin meget hadefulde retorik dæmoniserer hun en stor befolkningsgruppe. Det er virkelig krænkende, oplever jeg, og jeg er ikke i tvivl om, at det er en overtrædelse af racismeparagraffen,« siger hun som begrundelse for, at hun satte en underskriftindsamling med det formål at politianmelde Cheanne Nielsen.
Da indsamlingen sluttede tirsdag morgen, havde over 6.000 personer støttet op bag politianmeldelsen, som nu er indgivet til Midt- og Vestjyllands Politi.
Det er udtalelsen om, at udlændinge: »De sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager og de dræber,« som Mille Stockner især er faldet over.
»Det er så groft og generaliserende, og så er det sagt på et tv-dækket landsmøde med masser af opmærksomhed. Det gør ikke sagen bedre, tværtimod,« siger hun, der ikke lader sig påvirke af, at Cheanne Nielsen efterfølgende har trukket tilbage og understreget, at hendes udtalelse ikke er møntet på alle udlændinge.
»Det er jo typisk i det politiske game. Så er de politiske bosser fra DF kommet til hende og har bedt hende dæmpe sig, men skaden er jo sket. Derfor ønsker jeg med politianmeldelsen at trække en streg i sandet,« siger hun.
Midt- og Vestjyllands Politi vil sidst på ugen tage stilling til, hvad der videre skal ske i sagen på baggrund af politianmeldelsen.