Cyklistforbundet jubler over lovlige højresving
Dansk Cyklistforbund er begejstret for mere fleksibilitet og flow på cykelstierne
»Flow. Det gode, danske ord flow er kernen i det her, for når cyklister fremover får lov at svinge til højre for rødt i udvalgte kryds, vil det gå trafikken til at glide meget bedre.«
Klaus Bondam, nuværende direktør i Dansk Cyklistforbund og tidligere trafikborgmester i København, er er nærmest jublende glad ved udsigten til, at Vejdirektoratet nu gør et forsøg med højresving ved rødt lys til en permanent ordning fra 1. september.
»Vi er rigtig, rigtig glade i cyklistforbundet, hvor vi har fulgt forsøget tæt og er meget begejstrede for, at man nu er klar til at lovfæste muligheden. Vi ser det som udtryk for moderne vejpolitik, hvor man hele tiden forsøger at læse behovet og løse det,« siger han fra sadlen på sin cykel, som i øjeblikket triller rundt på sjællandske småveje - langt fra store kryds og røde lys.
Forsøget med at lade cyklister dreje til højre, mens det røde trafiklys er tændt, har omfattet 30 kryds på statsveje, og cyklistdirektøren ser meget gerne, at erfaringerne bredes ud.
»Vi vil opfordre både kommuner og lokale politikredse om at gennemgå det underordnede vejnet for at se, om der ikke er lyskryds, hvor det kunne give god mening at lade cyklisterne svinge til højre for rødt i stedet for at holde stille,« siger Klaus Bondam, der ikke frygter flere farlige situationer eller ligefrem sammenstød, når cyklisterne tager et højresving for rødt.
»Det gælder jo alle, at man skal køre efter forholdene - om du er på cykel, hest, i bil eller til fods. Det siger sig selv, at højresvingende cyklister skal være særligt opmærksomme på f.eks. fodgængere, som passerer. Det er naturligvis nødvendigt at tage hensyn til andre trafikanter, men jeg har nu endnu til gode at høre om det tilfælde, hvor en cyklist påkører og dræber en fodgænger,« siger direktøren.
Forsøget med højresving for rødt har kørt siden 2014, og en evaluering fra foråret viste, at der ikke er øget risiko forbundet ved at lade cyklisterne svinge til højre for rødt.