Her er uddannelserne, der giver den højeste og laveste løn
Se her, hvilke videregående uddannelser der over et helt liv giver flest penge i tegnebogen.
Når de sidste eksamener er overstået, og de alkoholrige studentergilder har lagt sig, begynder et nyt kapitel for de mange nyslåede studenter.
Det næste trin i uddannelsespyramiden skal nemlig trædes, og valget af videregående uddannelse rykker tættere på. Men hvis man vil sikre sig et job, hvor arbejdsløshedskøen ikke er lang, og hvor lønchecken er gavmild, er det bestemt ikke lige meget, hvilken uddannelse man vælger.
Jyllands-Posten har på baggrund af en analyse fra tænketanken Cepos listet de videregående uddannelser, som over et helt arbejdsliv (18-64 år) fører til de højeste og laveste indkomster. Da listen kun omfatter videregående uddannelser, er erhvervsuddannelser som murer, frisør og butiksassistent ikke medregnet.
Listerne tager udgangspunkt i den gennemsnitlige indkomst om året, hvis man fordeler livsindkomsten ud på alle år, fra man er fyldt 18 år til man runder sit 64. år. Medregnet er dermed også de år, hvor man evt. modtager SU.
Det betyder f.eks., at en læge i gennemsnit tjener 775.00 kr. om året før skat, en revisor tjener 689.000 kr. om året før skat, en møbeldesigner 399.000 kr. og en billedkunstner 347.000 kr.
Top 10:
- Forsikringsvidenskab, cand.act.: 896.000 kr.
- Læge, cand.med.: 755.000 kr.
- Teknologi & økonomi, prof.bach.: 734.000 kr.
- Revisor, cand.merc.aud.: 689.000 kr.
- Matematik, cand.merc(mat): 687.000 kr.
- Statsvidenskab/økonomi, cand.polit.: 679.000 kr.
- Matematik-økonomi: cand.scient.oecon.: 678.000 kr.
- Datalogi & Erhvervsøkonomi, cand.merc.dat., 665.000 kr.
- Farmaci, cand.pharm.: 664.000 kr.
- Økonomi, cand.oceon: 650.000 kr.
Bund 10:
- Skulptur/billedhugger, LVU: 315.000 kr.
- Jordbrug/fiskeri, KVU: 328.00 kr
- Div. kunstneriske KVU: 331.000 kr.
- Design og business, prof.bach.: 346.000 kr.
- Designer, cand.design.: 346.000 kr.
- Billedkunst, LVU: 347.000 kr.
- Udd. i Forsvaret, MVU: 354.000 kr.
- Udd. i Forsvaret el. politiet, KVU: 354.000 kr.
- Husholdningstekniker, KVU: 358.000 kr.
- E-konceptudvikler, prof.bach.: 358.000 kr.
Bund 10 - kun lange videregående uddannelse (LVU)
- Skulptur/billedehugger: 315.000 kr.
- Designer, cand.design.: 346.000 kr.
- Billedkunst: 347.000 kr.
- Musikpædagogik i korledelse: 384.000 kr.
- Instrumentalist/sanger: 391.000 kr.
- Kunstformidling: 396.000 kr.
- Møbeldesigner: 399.000 kr.
- Rytmisk musik: 402.000 kr.
- Almen musikpædagogik: 407.000 kr.
- Industriel designer: 410.000 kr.
KVU = to år.
MVU/prof.bach. = tre-fire år
LVU/cand. = fem-seks år
(Jyllands-Posten har ikke inkluderet ph.d.-uddannelser i listerne)