Fortsæt til indhold
Indland

Ung præst i modvind efter tv-udsendelse: »Den præst, der ikke vil vie en bøsse, må forlade folkekirken«

En ung præst fra Bornholm har fået voldsom kritik for at forholde sig ordret til Bibelens ord om bl.a. homoseksualitet.

»Jeg kan godt forstå, at folk reagerer. Tænker man ud fra kulturelle værdier, siger Bibelen nogle gange noget modsat. Og det kan forarge. Men det er ikke anderledes for mig. Jeg kan også blive provokeret over noget af det, der står i Bibelen. Men jeg forholder mig bare til det, der står, og videreformidler det.«

Sådan lød det tirsdag i BT fra sognepræst Hans Breum Jakobsen, som efter sin medvirken i DR-serien "De Unge Præster" har fået en del kritik for sine konservative holdninger.

Den 29-årige Hans Breum Jakobsen, der er sognepræst i Snogebæk på Bornholm, er bl.a. imod kvindelige præster. Visse organisationer, heriblandt Luthersk Mission, som Hans Breum Jakobsen er vokset op med, tolker passager af Bibelen således, at det ikke er tilladt.

Han vier heller ikke homoseksuelle og fraskilte, fordi Bibelens ord foreskriver, at et ægteskab kun kan opløses ved døden, ved utroskab eller hvis ægtefællen forlader den kristne tro.

Den unge præsts ord har fået flere til at kritisere hans »gammeldags« holdninger. Onsdag i Politiken lyder det i et debatindlæg fra jurastuderende Niels Kjær, at præsten må arbejde for folket - også den homoseksuelle del af folket.

»Naiviteten og den misforståede rummelighed må have en grænse. Den præst, der ikke vil vie en bøsse, må forlade folkekirken og starte en frikirke med de holdninger, som han synes er rigtige,« skriver Niels Kjær.

Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har også taget afstand fra præstens holdninger og nævner på ny muligheden for en fuldstændig adskillelse mellem kirke og stat.

»Endnu en gang irriteres jeg over at være med til at betale til en forening, jeg ikke er medlem af. Og endnu en gang foreslår jeg, at vi adskiller kirke og stat,« skriver hun på Facebook.

Samme sted bliver præsten af andre personer sammenlignet med de ekstremistiske imamer og deres strenge fortolkning af Koranen. Flere mener desuden, at tiden er løbet fra en så konservativ tolkning af Bibelen.

Den 29-årige præst har over for Politiken og BT uddybet sine holdninger med, at han er klar over, at de ikke flugter med det samfund, vi lever i. Ikke desto mindre er han dog parat til at stå på mål for sin ordrette tolkning af Bibelens ord.

»Når folk sviner mig og mine bibelske holdninger til, er det i virkeligheden Paulus og Jesus, de sviner til. Det må være Jesus, de ikke kan lide, for som han siger i Mathæus-evangeliet: "Derfor skal en mand forlade sin far og mor og binde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød". Det er ikke mig, der har lavet Bibelen,« siger Hans Breum Jakobsen til Politiken.

Selv om præstens ord er faldet mange for brystet, er der ikke noget nyt i, at visse dele af det kristne Danmark har de holdninger. Evangelisk Luthersk Netværk, ELN, tager afstand fra kvindelige præster, mens man dog opfordrer til, at kvinder kan bestride andre embeder i kirken.

Inden loven om kirkelige vielser af homoseksuelle trådte i kraft i 2012, meddelte formanden for ELN, sognepræst Henrik Højlund, at han frygtede en »splittelse« i folkekirken over spørgsmålet.

»Politikerne er på vej til at lovfæste og ritualisere en uenighed i folkekirken. Det er fatalt for kirken. Der er mange, som lever i en falsk forestilling om, at vielser af homoseksuelle blot er på linje med, da der kom kvindelige præster. Men det er meget mere dramatisk og ud over grænsen for normal kristendom. Man er inde og røre ved nogle helt grundlæggende ting i kristendommen og Bibelen,« sagde Henrik Højlund til Jyllands-Posten.