Jysk plejehjem lukker ikke fremmede vikarer ind
På et jysk plejehjem undgår man dyre, eksterne vikarer. Det gavner både de ældres tryghed og økonomien, mener plejecentrets leder.
På Plejecenter Kildevældet i den lille jyske by Hornsyld får de ældre beboere serveret kaffen af kendte ansigter. Og kun kendte ansigter.
Modsat de fleste andre plejecentre i Danmark, har leder på Kildevældet, Dorthe Kjær Iversen, nemlig valgt ikke at lukke ukendte vikarer fra bureauer ind.
Så når der er brug for vikarer ved sygdom eller ferie, ringer Dorthe Kjær Iversen til en fast gruppe af vikarer, der typisk har sabbatår efter gymnasiet eller er under uddannelse.
På den måde er der intet fremmed personale, der skal pleje de ældre på Plejecenteret Kildevældet i Hedensted Kommune. Og det skaber tryghed hos plejecentrets beboere, mener Dorthe Kjær Iversen.
»Det er vigtigt, at vi forsøger at undgå eksterne vikarer, der banker på døren hos de ældre. For det handler om tryghed og kvalitet i servicen, og det kan vi kun levere, hvis vores vikarer kender arbejdspladsen og de ældres behov. Det har en vikar udefra svært ved, og det går i sidste ende ud over beboerne,« siger hun.
Plejecentret Kildevældet er et af de få centre i Danmark, der aktivt fravælger vikarer fra bureauer. En undersøgelse fra Sundhedsministeriet viser nemlig, at 82 af 97 kommuner svarer, at eksterne vikarer er den mest benyttede løsning ved sygdom, efteruddannelse og ferie.
Men de mange vikarer fra bureauer er en dyr løsning for kommunekasserne.
»Hvis jeg skulle hyre en vikar fra et bureau, ville det nok koste mig det dobbelte i timen sammenlignet med en af mine egne vikarer. Når de eksterne vikarer derudover skal sættes ind i arbejdsrutinerne af det faste personale, er det en virkelig dårlig løsning,« siger Dorthe Kjær Iversen.
Derfor er det typisk unge kvinder i 20'erne, der er ansat i vikariater eller som faste afløsere på plejecentret i Hornsyld.
»Vi rekrutterer piger fra lokalområdet, som er ikke bange for at tage fat, og som har flair for at arbejde med mennesker. Mange af de ældre på plejehjemmene er demente, men jeg oplever på ingen måde, at vores vikarer ikke kan håndtere arbejdet,« siger Dorthe Kjær Iversen.
I øjeblikket består hendes vikargruppe af seks piger fra lokalområdet, som enten er i gang med en sundhedsfaglig uddannelse eller påtænker det. Når de bliver indlogeret i vikargruppen, kommer de på et introkursus, så de kender arbejdsgangene på stedet.
»De ældre er trygge ved de unge piger, der kommer som vikarer i huset, og vi kunne aldrig yde den samme service, hvis vi hyrede eksterne vikarer. Jeg kan ikke afvise, at der kan opstå en situation, hvor jeg bliver nødt til det. Men som udgangspunkt forsøger vi at finde en anden løsning,« siger plejehjemslederen.
Kildevældet har i alt 48 plejeboliger og er ét af ti plejecentre i Hedensted Kommune. Flere af de andre plejecentre bruger dog eksterne vikarer.