Regeringen vil sætte en stopper for ægteskab med barnebrude
Asylsøgere: Flere partier støtter socialministerens opgør med ægteskab med 14-17-årige udenlandske brude.
Det skal være slut med automatisk at godkende udlændinges ægteskab, hvis en af parterne er under 18 år.
Det slog social- og indenrigsminister Karen Ellemann onsdag fast efter flere dages debat om de 14-17-årige piger, også kaldet barnebrude, der bl.a. opholder sig på børnecentre eller i nogle tilfælde bor med deres voksne ægtefæller i de danske asylcentre.