Skal islamkritikere holde sig væk fra Folkemødet for at sikre trygheden?
Folkemøde: Kun få hæftede sig ved, at den svenske Muhammed-tegner Lars Vilks talte på folkemødet i 2013. I dag lyder det, at islamkritikeren Geert Wilders udfordrer sikkerheden ved at deltage.
En junidag for to år siden mødte den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) den svenske tegner Lars Vilks i en rundkirke på Bornholm. De havde begge sat et par timer af til sightseeing under det politiske folkemøde, som er vokset eksplosivt, siden Bertel Haarder (V) tog initiativ til det i 2011. Med i rundkirken var også en større gruppe betjente, som havde til opgave at beskytte Lars Vilks, der har været et mål for islamiske ekstremister, siden han tegnede Muhammed som hund i 2007.
Havde Uffe Ellemann-Jensen ikke mødt Lars Vilks i rundkirken, ville han sandsynligvis ikke have vidst, at han var til Folkemødet. For de færreste deltagere bemærkede det. Lars Vilks var ellers inviteret af den islamkritiske forening Trykkefrihedsselskabet til at tale om, hvordan det er at leve under trusler.
Det var ikke, fordi Trykkefrihedsselskabet ikke havde annonceret arrangementet med Lars Vilks, siger de i dag. Den brede masse interesserede sig bare ikke for, hvad der skete på Trykkefrihedsselskabets stand. Dengang.
I år er det anderledes. Flere politikere er utilfredse med, at Trykkefrihedsselskabet har annonceret en debat mellem den omstridte hollandske politiker Geert Wilders og Jyllands-Postens udlandsredaktør, Flemming Rose. De argumenterer bl.a. for, at Trykkefrihedsselskabet udfordrer sikkerheden urimeligt. For bare to uger siden blev en udstilling med Muhammed-tegninger i Texas, hvor Geert Wilders befandt sig, f.eks. angrebet af to bevæbnede mænd.
Wilders og Vilks
Lars Vilks har levet under trusler siden 2007 og terrorangrebet mod Krudttønden, hvor Lars Vilks deltog, viser, at der er vilje blandt nogle til at gå fra trussel til handling. Alligevel mener Uffe Ellemann-Jensen, at det er mere problematisk, at Geert Wilders besøger Folkemødet i år, end at Lars Vilks besøgte det for to år siden:
»Der er som sådan ikke nogen forskel på at invitere Wilders og Vilks. Men situationen er en anden efter Paris, København og Texas. Truslen er en anden. Det kan godt være, vi ikke skal lade os true, men man kan altså godt vise hensyn,« siger han.
Katrine Winkel Holm, formand for Trykkefrihedsselskabet, kan ikke se forskellen:
»Ingen sagde noget, da Vilks deltog i 2013, derfor er jeg overrasket over, at jeg nu har brugt 10 dage på at forklare, hvorfor det er vigtigt, at Wilders kommer. Det må skyldes, at der er kommet en større frygt efter Krudttønden. Men Wilders blev inviteret inden angrebet på Charlie Hebdo, og hvis vi aflyser, så viser vi terroristerne, at deres vold virker. Så bliver de ved, og det vil være dødsensfarligt,« siger hun.
»Skøre kugler«
Bertel Haarder, der i 2011, tog initiativ til det første politiske folkemøde i Allinge, er frustreret over, at Trykkefrihedsselskabet har inviteret Geert Wilders, men det skal der være plads til, siger han:
»Der er ingen grænse for, hvem der må deltage på Folkemødet. Der er skøre kugler alle steder, og mon ikke de skøre kugler på Folkemødet drukner i folkehavet,« spørger Bertel Haarder og tilføjer:
»Vi skal ikke lade os drive af frygt, og vi må heller ikke give Wilders og de andre islamkritikere skylden for frygten. Det er islamisternes skyld.«
Gert Wilders deltagelse i Folkemødet er godkendt af sekretariatet, der står for koordinationen. Det er det højreekstreme Danskernes Partis derimod ikke.
Partiet, med den tidligere nynazist Daniel Carlsen i spidsen, har søgt om at få lov til at afholde et arrangement med deltagelse af bl.a. det højreekstreme græske parti, Gyldent Daggry. Det er et krav fra Folkemødets sekretariat, at arrangementer ikke virker »anstødelige« eller er i konflikt med demokratiske principper. Sekretariatet vil dog først tage stilling til ansøgningen mandag.
Den islamkritiske Pegida-bevægelse har også meldt sin ankomst. Den har dog først og fremmest planer om at dele løbesedler ud, og det er kun deciderede arrangementer, som skal godkendes.
Voldtægt af folkemødet
Venstreekstreme antifascister har angrebet Pegidabevægelsens mandagsdemonstrationer fysisk den seneste måned. Og den venstreekstremistiske gruppe Antifascistisk Aktion opfordrer i en pressemeddelelse til at demonstrere mod »Danskernes Parti og deres fascistiske venner« på Folkemødet.
Politiet på Bornholm er opmærksom på, at der kan komme venstreekstreme demonstranter til Bornholm, men oplyser, at det ikke ændrer ved det trusselsbillede, man i forvejen har stillet op.
Bertel Haarder håber ikke, at Folkemødet bliver en kampplads:
»Jeg håber ikke, at der kommer 30 autonome. De har deres frihed, men jeg håber ikke, Folkemødet bliver præget af demonstrationer og moddemonstrationer,« siger han.
Selvom der er politikere, der har meldt fra, lader det til at størstedelen af det politiske Danmark tager til Bornholm under Folkemødet, men Wilders optræden møder megen kritik.
Özlem Cekic, medlem af folketinget for SF, siger f.eks. at ekstremisterne »voldtager« idéen om Folkemødet. Og Zenia Stampe, folketingsmedlem for De Radikale, skriver på Facebook:
»Nynazister. Nyfascister. Islamofober. Højreekstremister. Højrenationalister. Militarister. I har meldt jeres ankomst til Folkemødet. Og nej, vi kan ikke forhindre jer i at deltage. Men vi kan gøre det helt klart: I er ikke velkomne.«
Bornholms borgmester, Winni Grosbøll (S), tror ikke, at Folkemødet bliver markant anderledes end de foregående. Men Uffe Ellemann-Jensen frygter, at de mange højreekstreme deltagere kan ende med at ødelægge Folkemødets fremtid.