Efter kollision: Samsø-rederi ændrer styresystem
Producent har ændret Splinterny færge mellem Jylland og Samsø
Kun 14 dage efter sin første sejlads bankede den nye færge mellem Hou og Sælvig på Samsø, "Samsø", ind i færgelejet i Sælvig.
Det har fået ejerne af færgen, Samsø Rederi, til at ændre opsætningen af den nye færges styresystem.
Færgen er samtidig blevet repareret i Frederikshavn og godkendt til sejlads af Søfartsstyrelsen og indsættes i normal drift fra lørdag morgen på Hou-Sælvig.
Fredag sejler "Samsø" dog på både Hou-Sælvig og Kolby Kaas-Hou, oplyser rederiet på sin Facebook-side.
Kollisionen efterforskes af Den Maritime Havarikommission, men sideløbende har rederiet selv gennemgået alle tilgængelige data for at vurdere, om noget skal ændres.
"Vores undersøgelse viser, at der er grundlag for at mistænke indretningen af skibets styresystem for at være medvirkende årsag til hændelsen. Vi har derfor foranlediget, at producenten af systemet har ændret i opsætningen af manøvresystemet for at undgå lignende ulykker fremover," skriver rederidirektør Carsten Kruse på Facebook.
Færgen bankede ind i reservelejet i Sælvig Havn onsdag den 18. marts kl. 17.54, og kollisionen efterlod et hul på to meter gange 30 cm i stævnen.
Det tog mandskabet flere forsøg at få broklappen fri af færgen, hvor den havde sat sig fast, og først klokken halv tre natten til torsdag lykkedes det at få klappen og færgen skilt ad.
Der var 57 personer om bord på færgen, da den sejlede ind i broklappen. Ingen af de ombordværende kom noget til.
"MF Samsø", som sejler mellem Hou i Jylland og Sælvig på Samsø, er Danmarks første indenrigsfærge, som sejler på flydende naturgas. Den kan have 600 passagerer og 160 personbiler med.