De borgerlige partier vil hæve farten på vejene
De borgerlige vil lade biler på landet køre 90 km/t. og hæve farten for anhængere.
Næsten uanset udfaldet af næste folketingsvalg kan bilisterne formentlig godt begynde at glæde sig til at kunne trykke lidt hårdere på gaspedalen engang i den nærmeste fremtid.
De fire borgerlige partier, Venstre, De Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, fremsætter i dag et forslag til en folketingsbeslutning om generelt at hæve fartgrænserne på landevejene fra 80 til 90 km/t., ligesom de vil hæve farten på motortrafikvejene til 100 km/t. Desuden skal det være lovligt at køre 100 km/t. med en campingvogn eller trailer, der er godkendt til det efter den tyske model Tempo 100.
Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, lover, at de højere fartgrænser vil blive ført ud i livet, hvis der kommer en blå regering efter næste valg.
»Når vi kommer med et fælles beslutningsforslag, så betyder det, at vi har givet hinanden håndslag på, at det er det, vi vil. Derfor er der tale om et løfte,« siger han.
»Vi er ikke betænkelige ved at hæve farten i forhold til trafiksikkerheden, men det er klart, at der selvfølgelig skal skiltes med, hvor der er farlige strækninger, og hvor farten derfor skal være lavere. I Tyskland har man rigtig gode erfaringer med højere hastigheder – uden at det har ført til flere uheld og flere dræbte. Her er farten mange steder 100 km/t. på landevejene,« forklarer Kristian Pihl Lorentzen.
S bakker delvist op
Hos Socialdemokraterne hilser transportordfører Rasmus Prehn mange af forslagene velkommen.
»Vi synes ikke, at man generelt skal hæve farten på landevejene fra 80 til 90 km/t., men vi kigger gerne på differentierede hastigheder på udvalgte strækninger. Samtidig arbejder vi allerede selv på at få indført regler, så campingvogne og trailere kan få lov at køre 100 km/t. på motorvejene,« forklarer Rasmus Prehn.
»Sagen med campingvognene ligger i Justitsministeriets tekniske og juridiske værksted, men det tager tid med at få undersøgt ordentligt, inden det indføres.«
Bilejerne hos FDM er godt tilfredse med udsigten til højere fart, fortæller afdelingschef Torben Lund Kudsk.
»Det, synes vi, er rigtig interessant. I FDM har vi i mange år efterlyst mere differentierede fartgrænser i Danmark. I en række lande kan vi se, at man godt kan køre stærkere uden at få flere uheld, hvis blot man husker at skilte farten ned, hvor der er en sikkerhedsmæssig udfordring. Derfor er det tommelfingeren op fra vores side,« lyder det fra Torben Lund Kudsk.
»Det vil dog samtidig kræve, at vi indretter vejene, så vi ikke øger risikoen. Derfor skal det formentlig kobles sammen med en revision af vejene, hvor man ser på faste genstande, træer, autoværn og lignende.«
FDM er også begejstret for udsigten til, at trailere og campingvogne snart får lov at køre 100 km/t. på motorvejene. Da man for nogle år siden tillod busser at køre 100 km/t., mente man hos FDM, at det ville have været naturligt at indføre det samme for campingvogne og trailere.
»Fordi det kan motivere bilisterne til at køre lovligt, hvis de får lov at køre lidt hurtigere,« lyder forklaringen.
Flere ulykker?
Også hos Rådet for Sikker Trafik er man åbne over for at hæve farten på vejene, lyder det fra dokumentationschef Jesper Sølund.
»Det behøver ikke være tåbeligt at hæve farten til 90 km/t. på landevejene, men det forudsætter, at man inden undersøger tingene rigtig grundigt. I de forsøg, man allerede har gennemført, er der valgt strækninger ud, som man i forvejen har vurderet som sikre. Derfor vil det være klogt at starte med at vælge sikre strækninger og ikke hæve farten generelt,« siger Jesper Sølund.
»Man kan bruge erfaringerne fra dengang, hvor man hævede hastigheden på motorvejene fra 110 til 130 km/t., men det kræver en væsentlig større analyse, fordi der er langt flere km landevej end km motorvej. Man har brug for at se på omgivelserne, hvorvidt der er grøfter, vejtræer eller andet, der kan øge risikoen for uheld.«