Dræbt jødisk mand passede på konfirmationsgæster
Den dræbte foran synagogen i København var den 37-årige Dan Uzan.
Den mand, der natten mellem lørdag og søndag blev dræbt foran den jødiske synagoge i København, var 37-årige Dan Uzan. Det skriver Det Mosaiske Trossamfund i en pressemeddelelse.
»Gerningsmanden ramte to politifolk og 37-årige Dan Uzan, der opholdt sig ved porten for at foretage adgangskontrol til festen,« skriver trossamfundet i pressemeddelelsen.
Drabet skete omkring kl. 00:50, da en mand affyrede en skudsalve ved indgangen til synagogen i København.
Ifølge trossamfundet var synagogen lukket, men i menighedshusets selskabslokaler bag synagogen holdt en uge pige konfirmationsfest med 80 gæster.
Dan Uzan var kendt for sin store hjælpsomhed både i den jødiske menighed og i familien, fortæller hans fætter Flemming Voetmann.
”Det har faldet ham naturligt at kere sig om andre og at tilbyde sin hjælp. Det er helt symptomatisk, at han også tilbød sig som vagt denne gang. Han var altid den, der stillede op, siger Flemming Voetmann til Ritzau.
Ifølge Flemming Voetmann har Dan Uzan i mange år været vagt, og han kendte sikkerhedsforholdene og rutinerne ved synagogen.
Gerningsmanden, der dræbte Dan Uzan, ramte også to politifolk, som opholdt sig foran porten sammen med Dan Uzan.
Dan Uzan, der er uddannet cand.polit., blev hårdt såret og omkom kort tid efter skuddene.
»Det Jødiske Samfund er i chok over angrebet, men alles tanker går først og fremmest til Dans efterladte og til de sårede politifolk og deres pårørende,« skriver trossamfundet i pressemeddelelsen.
Dan Utzan var en ivrig sportsmand og spillede i en del år i den jødiske fodboldklub. Desuden spillede han i basketball i Hørsholm.
”Det gik han op i med liv og sjæl. I familien var han en ivrig legeonkel for nevøer og niecer. Han var det varmeste menneske, jeg nogensinde har mødt,” siger Flemming Voetmann.
På grund af attentatet er den gudstjeneste, som ellers skulle have fundet sted i synagogen søndag morgen kl. 8 aflyst. Det skriver Det Jødiske Samfund i Danmark på deres hjemmeside.