Professor: Overvågning er særdeles betænkeligt

Mobiltelefoner: Hvis PET i al hemmelighed masseovervåger danskerne med kontroversielt overvågningsudstyr, uden at der foreligger nødret, kan det være en sag for EU-Domstolen, mener jurister.

Artiklens øverste billede
Det er særdeles betænkeligt, hvis PET under dække af nødretsbestemmelserne i al hemmelighed og uden lovhjemmel kan få lov at masseovervåge danskerne ved hjælp af kontroversielt overvågningsudstyr, lyder det fra juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen

Det er særdeles betænkeligt, hvis PET under dække af nødretsbestemmelserne i al hemmelighed og uden lovhjemmel kan få lov at masseovervåge danskerne ved hjælp af kontroversielt overvågningsudstyr.

Sådan lyder det fra juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen, der også vurderer, at den eventuelle overvågning strider imod den beskyttelse, som man i både grundloven og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention har givet borgerne af deres privatliv.

Reaktionen kommer, efter at Jyllands-Posten søndag beskrev, hvordan regeringen har mørkelagt oplysninger om et kontroversielt overvågningsprogram, som via falske sendemaster kan bruges til at masseovervåge alle de borgere, som befinder sig inden for et større område. Mobiltelefonovervågningen vil, hvis den finder sted, utvivlsomt ramme mange uskyldige borgere i det område, hvor sendemasterne sættes op.

Hvis PET skal indhente teleoplysninger, skal det ligesom det almindelig politi have en retskendelse, da der er tale om et tvangsindgreb.

Sysette Vinding Kruse, advokat

»Det rystende er ikke, at PET ikke vil fortælle, hvad man laver. Det rystende er, at myndighederne og PET ikke er i stand til at fortælle, hvordan man mener, at der kan være lovhjemmel til at anvende en så omfattende form for overvågning af borgerne uden en dommerkendelse,« siger Gorm Toftegaard Nielsen.

Selvom Justitsministeriet tidligere har afvist at anvende det kontroversielle overvågningsredskab, har Folketingets Ombudsmand i en ny afgørelse blåstemplet, at alle informationer om dets eksistens i Danmark hemmeligholdes. Man vil med andre ord hverken be- eller afkræfte, om overvågningssystemet, der får mobiltelefoner til at hoppe på falske mobilmaster, findes eller bruges af efterretningstjenesten herhjemme. Det fik søndag en række eksperter til at vurdere, at det er sandsynligt, at overvågningen rent faktisk finder sted.

Vil ikke uddybe

I 2006 afviste den tidligere VK-regering at lovgive om overvågningssystemet, fordi man efter råd fra Strafferetsplejeudvalget mente, at det stred imod dansk lov. Af udvalgets betænkning fremgik det dog, at PET kunne anvende overvågningssystemet under den såkaldte nødretsbestemmelse. Justitsministeriet har i en mail til JP skrevet, at PET og politiet generelt ikke må anvende systemet, men vil ikke uddybe, hvordan man tolker begrebet nødret.

»Nødret er et meget flydende begreb. Det kan kun bruges, hvis der er en konkret og ganske alvorlig trussel, f.eks. i forbindelse med forestående terrorangreb. Og hvis sådan en situation opstår, kan PET jo få en dommerkendelse,« siger Gorm Toftegaard Nielsen.

Han mener ikke, at der findes bestemmelser, der giver lov til at overvåge borgerne så omfattende.

»Da man lavede PET-lovgivningen, blev der udtrykkeligt sagt, at kommissionen ikke skulle tage stilling til hjemlen for PET’s tvangsindgreb. Det hører under retsplejeloven. Retsplejeloven bruges under efterforskning af forbrydelser, men overvågningsprogrammet her bruger man jo til at forebygge forbrydelser. Så det er allerede af den grund yderst tvivlsomt, om der er hjemmel,« mener han.

Ifølge medlem af Advokatrådet Sysette Vinding Kruse, som også er formand for Strafferetsudvalget, strider en eventuel brug af overvågningssystemet, hvor man uden en regulær nødretssituation aflytter alle mennesker i et bestemt område, imod PET-loven.

»Hvis PET skal indhente teleoplysninger, skal det jo ligesom det almindelig politi have en retskendelse, fordi der er tale om et tvangsindgreb. Og det kan man ikke få på et ukendt antal mennesker, der f.eks. står og demonstrerer på Rådhuspladsen,« siger Sysette Vinding Kruse.

Nødret er et meget flydende begreb.

Gorm Toftegaard Nielsen, juraprofessor

Hun fastslår, at den slags overvågning falder uden for det nye PET-tilsyns kompetence.

»Hvis PET begynder på overvågning, uden at der foreligger nødret, vil jeg mene, at det hører under EU-Domstolens kompetence, der ligesom ved logningsdirektivsagen sagde, at overvågningen gik for vidt,« siger hun.

Hos It-politisk Forening hæfter formand Niels Elgaard Larsen sig især ved, at myndigheder taler om nødret.

»Det er overraskende. Idéen med nødret handler jo om at give borgerne mulighed for at tilsidesætte visse regler for at forhindre en forbrydelse. Men her bruger myndighederne det over for borgerne og prøver ovenikøbet på at skjule det. Det er misbrug af begrebet nødret, synes jeg,« siger Niels Elgaard Larsen.

Mere som dette

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.